Hvor har du ansvaret for at skovle sne?
Aarhus Kommunes vinterberedskab er klar med mandskab, maskiner og en ny hjemmeside
Vinteren er på vej og for at klæde aarhusianerne på til den kolde tid, lancerer kommunen en ny hjemmeside.
Center for Byens Anvendelse står bag den nye hjemmeside, hvor man kan få et overblik over indsatsen på veje og stier samt oplysninger om borgeres og erhvervsdrivendes forpligtelser.
Hvis du er grundejer, skal du være opmærksom på, at en ny vejlov har ændret i dine forpligtelser. På www.aarhus.dk/vintertrafik kan du se, hvilke arealer omkring din grund du har ansvaret for at holde fri for sne og is.
På siden kan du også se, at veje, cykelstier og gangarealer er inddelt i forskellige klasser, som saltes og sneryddes i en prioriteret rækkefølge. Således kan både fodgængere, cyklister og bilister orientere sig om, hvor det er sikrest at færdes på dage med sne og frost.
Kommunen har desuden et par tommelfingerregler til færden i vintervejret:
- Tager du bilen, så husk vinterdæk, og vær opmærksom på, at vejstrækninger med ny vejbelægning er mere glatte end gamle veje.
- Er du på cykel, så sæt hastigheden efter føret og hold dig til de større cykelstier. Husk, at det også er muligt at få vinterdæk til cyklen.
- Bevæger du dig ud til fods, så tag fornuftigt fodtøj på for at kunne stå fast.