Sanglærken savner plads

Sanglærken - vores gode, almindelige lærke - er en af vores mest elskede fugle. Når den syngende skruer sig op mod en blå himmel, har vi et umiskendeligt tegn på, at foråret er lige om hjørnet. For den skønne oplevelse kan meget vel være i februar, inden vinteren er slut.
Sanglærken er en såkaldt vejrfugl: Hvis vinteren er mild, bliver den her måske. Er vinteren derimod streng, rykker fuglen mod sydvest. Og er der vekslende frost og mildninger, kan den meget vel rykke frem og tilbage nogle gange.
Sanglærken er det åbne agerlands fugl. Men dens favoritlandskab er ikke det agerland, vi har i dag.
Den kan ikke finde føden i de enorme hvede-, raps- og majsmarker - den foretrækker marker og enge afgræsset af kvæg. Deres areal er desværre voldsomt indskrænket i forhold til for en menneskealder siden, og antallet af lærker er da også styrtdykket.

Lav lærkepletter

Lærken lever af insekter, korn og ukrudtsfrø. Så landbrugets forøgede brug af insekt- og plantegifte er uden tvivl en del af forklaringen på bestandens tilbagegang.
Men faktisk kan landmanden uden særlige udgifter let øge bestanden af lærker på sine marker: Han kan efterlade små, utilsåede pletter i kornet - “lærkepletter”.
Sanglærken bruger de åbne steder til at lande på, og lægger så reden lidt inde i kornet. Derved får den nemmere ved at bygge rede og finde føde. Det giver mere lærkesang til landmanden og til os andre!