ShopiCity udlodder helt ny bil
“Vind en bil i et år” lyder det fra ShopiCity i Grenaa
Butikkerne i Grenaa skruer op for gevinsten i forhold til tidligere julekonkurrencer. I år er det en spritny Citroën C4, der er hovedgevinst, og vinderen kan køre i den i et år.
Julekonkurrencen startede i går 23. november, og den kører frem til jul. Handlende i ShopiCity Grenaas medlemsbutikker skal aflevere deres købsbon, og derved deltager de i konkurrencen om brugsretten til den nye Citroën C4 i et helt år. Købsbonen skal forsynes med navn, adresse og telefonnummer.
Julestemning i købstaden
Byens juletræ og julebelysningen rundt i gaderne tændes fredag 27. november af julemanden sammen med borgmester Jan Petersen. Pigekoret fra Grenaa Kirke synger julesange i museumsgården, hvor julemanden har meldt sin ankomst.
ShopiCity Grenaa har også sørget for andre aktiviteter op til jul. Man kan for eksempel slippe ungerne løs i en stor labyrint af halmballer eller køre en tur i hestevogn rundt i midtbyen.
Basim på Torvet
Mange kender sangeren Basim, enten fra X Faktor, vild med Dans eller fra Melodi Grand Prix. Lørdag 12. december kommer han til Grenaa og giver koncert på Torvet for byens julehandlende.
Også Jungledyret Hugo lægger vejen forbi. Det sker lørdag 28. november, hvor han også tager julemanden med samt 200 gaver.
Vinderen udtrækkes
Gevinsten i julekonkurrencen, Citroën C4, vil stå synlig på Torvet i butikkernes åbningstid frem til udtrækningen og afsløringen af vinderen onsdag 23. december. Det sker på Torvet klokken 16.30.
Carsten Thygesen, formand ShopiCity Grenaa og Henning Meisler, formand aktivitetsudvalget, er glade for den satsning, som Grenaas butikker har gjort i år.
”Vi oplever en stor opbakning blandt medlemmerne til at vi i fællesskab sætter rammerne for at give kunderne en god shoppingoplevelse i den travle juletid. Det er dejligt at opleve den enighed der er blandt medlemsbutikkerne om at satse og stå sammen om det nye tiltag med konkurrencen om bilen.”