Fortsæt til indhold

Private historier udgivet som bog

Private historier til Ingrid Skadhedes mand er nu udgivet som bog til glæde og inspiration for lokale i Horsens

Samfund
Annette Schmidt

“Kastanjer har altid betydet meget for mig,” siger 80-årige Ingrid Skadhede, der er aktuel med udgivelsen af en bog med sine erindringer fra barndommen og opvæksten i Eriknauer ved Horsens.
“Jeg fortæller i bogen om mine utallige oplevelser fra min opvækst i Eriknauer. Bogen er illustreret med billeder, datoer, mennesker og steder, der alle står klart i mine erindringer. Ved at læse bogen vil man også kunne huske nogle af ens egne oplevelser og glædes derved,” siger Ingrid Skadhede.
For Ingrid Skadhede betyder naturen rigtig meget og har gjort det så længe, hun kan huske. Især kastanjetræer står hendes hjerte nært. Det er da også blomstrende kastanjer, der pryder forsiden af bogen “Erindringsglimt'.
“Vi havde fire kastanjetræer, der hvor jeg voksede op. I Katrinelund, hvor min moster boede, og som var mit andet hjem, var der en hel allé med kastanjetræer. Derfor har kastanjer betydet meget for mig hele livet og gør det stadig,” forklarer Ingrid Skadhede.

Min mand Søren

Det er ingen tilfældighed, at bogens forord starter med en dedikation til hendes mand, Søren Skadhede.
“Bogen er egentlig lavet til min mand, for selv om vi har kendt hinanden i 36 år, kender vi alligevel ikke alt til hinanden, Min mand er opvokset i Vestjylland, hvor naturen er mere barsk, så han kender ikke så meget til min opvækst i den her ende af Jylland, der er meget forskellig fra hans. Derfor skrev jeg disse små historier om mig selv ned til ham helt privat,” forklarer Ingrid Skadhede om baggrunden for bogen.
“Det var slet ikke meningen, bogen skulle udgives, men Søren brugte meget tid og energi på at overbevise mig om, at bogen skulle udgives,” fortæller hun og tilføjer, at selvom det tog sin tid at blive overtalt, så er hun virkelig glad for resultatet.

Endnu en bog

“Jeg er netop blevet færdig med endnu en 'bog' om vores ferieoplevelser. Den er også skrevet til min mand helt privat, og jeg har ingen planer om, at den også skal udgives,” fortæller Ingrid Skadhede efterfulgt af en lille glad latter.
Bogen kan købes hos lokale boghandlere i Horsens for 199 kroner.