Hvem vil være quiz-master i film
film Elsker du at se film? Og er du god til at huske titler, skuespillere og til at lagre andre nyttige informationer i hukommelsen, så er det måske sagen at deltage i den store filmquiz i Biografen Kulturhuset i Skanderborg. Det foregår fredag 27. november klokken 19, hvor man kan få testet sin paratviden om film og hygge sig med andre filminteresserede. Man behøver ikke være filmprofessor for at deltage, da der er spørgsmål i forskellige sværhedsgrader, røber arrangørerne. Målgruppen er bred og alle filmglade mennesker mellem 10 og 100 år er velkomne. Det er dog en fordel at kunne sin filmparatviden – der er nemlig flotte præmier til de bedste. Man skal stille med et hold på to til fire deltagere for at være med i den store filmquiz. Det koster 50 kroner at deltage, men så er der også både snacks og drikkevarer med i prisen. Billetter kan købes på Kulturhusets hjemmeside og på Skanderborg Kommunes Biblioteker.