Fortsæt til indhold

Bilsalget styrer mod rekord

Det samlede bilsalg fortsætter på højt niveau, idet både person-, vare- og lastbiler ligger over oktober 2014, ligesom salget år til dato ligger over 2014.

Samfund
Arkiv

BILER Personbilsalget faldt i oktober 5,4% i forhold til september, men ligger 3% over oktober 2014, og da stort set alle måneder i år har været over de tilsvarende fra sidste år, ligger vi efter 10 måneder af 2015 8% over den tilsvarende periode sidste år.
Salget af varebiler er ligeledes stærkt, og salget i oktober gik 3% op ift. september, og med et år til dato salg på 16% over tilsvarende periode sidste år.

Det tegner til ny rekord

Salget af personbiler har således fortsat retning mod en ny absolut rekord, og den seneste tids megen debat om bilers emission har indtil videre ikke haft indflydelse på det samlede salg.
Regeringens seneste lovforslag på bilområdet er fortsat så nyt, at det ikke har haft indflydelse på salget, om end det fremad vil påvirke specielt markedet for elbiler, hybridbiler og biler på korttids leasingkontrakter (under 12 md.).
- Bilimportørerne tolker de fine salgstal som en tillid blandt forbrugerne og i erhvervslivet om en tro på fortsat vækst, og vi glæder os over den positive udvikling, som vi har set gennem snart flere år, siger Gunni Mikkelsen, adm. direktør for De Danske Bilimportører.

Personbiler

2015 tegner til at blive det sjette år i træk med rekord i bilsalget, uagtet at oktober faldt 5,4% målt mod september. Oktober 2015 ligger nemlig over oktober sidste år, og år til dato salget ligget pænt med et resultat 8% over den tilsvarende periode i 2014.
Tendensen i de forskellige størrelser af biler må nu siges at være stabil. B-segmentet (lille klasse) er førende, medens de større biler i C-segmentet og de mindre i A-segmentet nærmest har indtaget en fælles anden plads.
I de øvrige bilsegmenter er der ikke de store udsving, om end SUV'er i J-segmentet tegner sig for en pæn stigende andel. Det samlede billede er fortsat, at danske bilkøbere køber biler, der er markant mindre end i vores nabolande.
- Vi tror ikke, at danskerne har behov for mindre biler end i vores nabolande. Det er i høj grad et spørgsmål om at biler er markant dyrere i Danmark, og at vores afgiftssystem forøger prisforskellen mellem mikrobiler og familiebiler.
Hvis vi betalte det samme niveau af afgifter, men med udgangspunkt i nogle smartere kriterier end de nuværende værdiafgifter, kunne langt flere køre i en lidt større bil med bedre sikkerhedsudstyr og det uden at belaste miljøet yderligere, siger Gunni Mikkelsen.
De mest solgte mærker inden for personbiler er i oktober måned: VW med 1975, Peugeot med 1508, Toyota med 1335, Ford med 1164 samt Citroen med 1132.

Salget af varebiler var i oktober på 2801 stk., knap 3% over september, og målt på de første 10 md. ca. 16% over den samme periode sidste år, og med fortsat positive tendenser i efterspørgslen.
sl