Hinnerups Fredensgade er klar til det store rykind
Den lysende gade bliver nu endnu mere berømt efter TV2-optagelser
“Var vi ikke færdige med kravle op på tage,” lyder det ovre fra den anden side af Fredensgade i Hinnerup denne eftermiddag.
Her står Peter Schmidt og holder et øje med sin genbo Jens Agerbo, der liiiige skulle op med en julemand til tagryggen
“Det kalder jeg ikke for at kravle,” siger Jens - og kravler ned ad stigen.
For 20. gang - er det vist - pyntes gaden op i den helt store stil.
Tusindvis af julelys gøres klar til at glæde unge som gamle i december, og de kommer langvejs fra.
TV2 fulgte med
FavrskovPosten har modtaget mange opkald om, hvornår lysene tændes. Det gør de 30. november kl 20 - hvert år.
Ved tændingen i 2014 fulgte TV2, Master Fatman samt Jens Bordinggaard, som er ekspert i scenografier, forberedelserne dagen igennem.
Det er der nu kommet et program “Det store Juleflip” ud af. Fire afsnit i alt, hvor Fredensgade er med i det første, som sendes på TV2 Fri onsdag 2. december 20.25 og på TV2 torsdag 10. december 21.25. Har man mulighed for det, har programmet snigpremiere på TV2 Play.
Fredensgade konkurrerer med en gade på Amager samt en campingplads ved Korsør. Og for os, som var tilstede i Fredensgade i 2014 er der ingen tvivl. Smilene - og karmaen - var helt i top hos dommerne.
SERVICEOPLYSNING TIL BUSSER: Mange busser kommer også gennem den lille gade i december. I år er Fredensgade gjort ensrettet for tung trafik, som skal ind via Storegade og Stadionalle og derfra mod syd ad Fredensgade.
TV: Fredensgade i Hinnerup gør klar til rekordsæson med gæster og julelys efter TV2-optagelser og vært Master Fatman. / Michael Wulff, journalist
Opslået af FavrskovPosten på%26nbsp;27. november 2015