Fortsæt til indhold

Sex, heavy og drama i kirken

UngK på Nørre Allé er klar med efterårets program, der byder på lidt af hvert

Samfund
Kim S. Andersen

I efterårssæsonen byder UngK, der ligger på Nørre Allé, på et farverigt program, man ikke normalt ser i en kirke.
Man kan blandt andet opleve poetry slam med et kristent benspænd, Gudstjeneste med heavy metal, en aften med Emil Thorup – og så bliver kirken endda selvproducerende teater for en stund.

Der er ingen tvivl om, at Ungdomskirken i Aarhus er en del af folkekirkens udviklingsarbejde, når man ser på udvalget af de mange og ofte ret kreative arrangementer den afholder.
For UngK er det et spørgsmål om, at være en nærværende kirke i lokalsamfundet, som samarbejder og udvikler sig sammen med de unge:
"Vi interesserer os for det som unge interesserer sig for - og så er det vigtigt man taler samme sprog," siger kulturmedarbejder Annika Høyer i en pressemeddelelse.
Et af de helt store interessepunkter blandt unge er det der med sex, og det forstår tv-værten Emil Thorup at tale med unge om. Derfor har man valgt at invitere både ham og gadepræst Mette Birk ind til en aften, hvor nogle af alle de unges spørgsmål og tanker bliver besvaret.

UngK har desuden i efterårsferien inviteret den britiske instruktør og skuespiller Sam Redway Wells til at skabe et improvisationsbaseret stykke, der skal ny fortolke de klassiske og folkekære engelske Mystery Plays til en samtidsrelevant forestilling, der fører både deltagere og publikum igennem en kulturhistorisk proces som puster nyt liv og forståelse i de kristne budskaber.