Norddjurs skal ud i verden via nettet
Bedre synlighed på nettet skal gøre virksomheder fra Norddjurs mere kendte i omverdenen
Mange mindre virksomheder er dygtige til deres kerneopgave - men ved ikke så meget om at blive synlige på nettet.
Derfor tilbyder Norddjurs Kommune Erhverv et gratis kursus til kommunens virksomheder.
Kompliceret
”Mange har brug for at kunne findes på nettet. Men det er kompliceret at forstå, hvordan man kommer frem i Googles søgemaskine. Derfor syntes vi, det var relevant at tilbyde kurset," siger erhvervskonsulent Henrik Boldsen fra Norddjurs Kommune Erhverv.
Omkring 30 deltagere har fulgt kurset med fire kursusaftener á tre timer i løbet af efteråret, og det sluttede i begyndelsen af november.
”Succes Online” tilbydes flere steder i landet og er udviklet af blandt andet ASE, Ivækst, Håndværkerrådet og Google. Lokale kursusledere har stået for undervisningen uden beregning.
Staudestedet
Kurset har blandt andet inspireret Staudestedet i Rimsø til at satse på Sverige. Staudestedet er en webshop, der sælger – ja stauder.
Anne Svane fra Rimsø står bag, og efter en periode med stauder som fritid og senere deltidsforretning er hun nu gået fuld tid - og har en butik med fremgang. Nu vil hun også til udlandet.
”Jeg skal da til Sverige og sælge blomster,” siger Anne Svane.
”Jeg har allerede svenske kunder, men det er typisk nogen, der har handlet hos mig i en ferie. Nu vil jeg gøre mere ud af det. Blandt andet via Instagram, som svenskerne bruger meget. Kurset har været mega inspirerende, og jeg har fået mange gode idéer med mig hjem.”
Anne Svane vil nu bruge vinteren på at optimere sin hjemmeside.