Fortsæt til indhold

Sygeplejersker opdager tegn på sygdom hurtigere

Samfund
Arkiv

Alle hjemmesygeplejersker i Horsens Kommune er blevet undervist i metoden TOBS (Tidlig Opsporing af Begyndende Sygdom). Målet er at opdage og behandle sygdomme i tide, så man undgår indlæggelse. Efter sommerferien får også hjemmehjælperne i Horsens Kommune undervisning i metoden.
Metoden kan hjælpe med at opdage eksempelvis en lungebetændelse inden den udvikler sig, så borgeren kan blive behandlet og undgå at blive indlagt. TOBS består blandt andet af et lille kort med en række tilstande, sygeplejersken skal undersøge hos borgere, der viser tegn på at være utilpasse. Det kan være en borger, der pludselig spiser mindre, har hovedpine eller er mindre aktiv.
På baggrund af de værdimålinger, sygeplejersken laver på borgeren, fremkommer der en score, som viser, hvordan der skal handles på borgens situation, f.eks. at tage kontakt til egen læge.
”Det er et godt redskab, som betyder, at jeg aldrig er i tvivl om, hvad jeg skal gøre. Det giver os sammen med vores viden som sygeplejersker et sikkert grundlag for at handle,” siger sygeplejerske Gitte Reedz Laursen, der cirka bruger metoden en gang om ugen, i en pressemeddelelse fra Horsens Kommune.
”Vi bliver bedre til at holde øje, så vi opdager sygdom i tide og får den behandlet, inden det kommer til indlæggelse eller genindlæggelse. Det tager kun 2-3 minutter at TOBS'e en borger, der er utilpas, og der er egentlig ikke tale om noget, sygeplejerskerne ikke allerede kan i forvejen. Nu ny er vi blot sikre på, at vi bruger den samme fremgangsmåde hver gang, og har sammenlignelige tal.”
”Med TOBS benytter vi nogle parametre, hvor vi snakker samme sprog på tværs af faggrupper. Det ensretter vores handlinger over for borgerne, og giver os nogle kompetente, sammenlignelige facts, som kan gøre dialogen med læge og sygehus bedre,” siger Dorthe Matthiesen Andersen, der er assisterende områdeleder i Sundhedscenter Søndergården.
Målingerne i et TOBS-skema dokumenteres i Sundheds-hotspottet – et system, hvor data om borgerne deles mellem kommune, hospital og praktiserende læger.