Fortsæt til indhold

Ny sygeplejeklinik i Brædstrup

Samfund
Arkiv

Horsens Kommune åbner en ny sygeplejeklinik på Sundhedscenter Søndergården i Brædstrup. Den er for borgere, der er henvist til hjemmesygeplejen, som nu selv aktivt kan opsøge hjælp hos sygeplejersken.
Åbningen af den nye sygeplejeklinik betyder, at borgerne ikke længere skal vente i deres eget hjem på, at sygeplejersken dukker op, men selv aktivt kan opsøge hjælpen. Det gælder, hvad enten der er tale om behandling for midlertidige eller kroniske sygdomme eller rådgivning om kost, rygning, alkohol og motion. Det oplyser Horsens Kommune i en pressemeddelelse.
“Sygeplejeklinikken er jo først og fremmest en gevinst for de borgere, som er mobile og med lidt hjælp selv kan tage hånd om deres sygdom eller livsstil. De er nu ikke længere bundet af at skulle sidde hjemme og vente på sygeplejersken. Men klinikken er også en gevinst for vores personale, fordi de sparer tid på kørsel,” fortæller assisterende områdeleder Britt Overgaard.
Klinikken vil være bemandet med én sygeplejerske men ikke den samme. Samtlige hjemmesygeplejersker vil på skift varetage funktionen.
Selvom Sygeplejeklinikken er placeret i Brædstrup, kan alle borgere i Horsens Kommune, som er henvist til hjemmesygeplejen af enten sygehuset eller den praktiserende læge, bruge klinikken.