Fortsæt til indhold

Ballade om snerydning

I Gentofte må sneberedskabet gerne læsse sne på lastbiler og køre det bort i Lyngby-Taarbæk Kommune skal man først have tilladelse fra kommunalbestyrelsen

Samfund
Signe Steffensen

Frustrerede cyklister og tapre gående har de seneste dage forsøgt at forcere snedriverne på vej til arbejde, og borgerne i Lyngby-Taarbæk er ikke imponerede over kommunens snerydning, som de mener, er markant ringere end i nabokommunen Gentofte Christian Østeraas, centerchef for Arealer og Ejendomme, der er ansvarlig for snerydningen i Lyngby-Taarbæk mener, at man gjorde, hvad man kunne ud fra den praksis og den snemængde samt type, der faldt i kommunen. Sneen, der var en meget tung tøsne, gjorde det på det nærmeste umuligt at rydde både veje, cykelstier og fortove. De maskiner, der skulle rydde cykelstierne, kunne ikke klare opgaven.

Tung Tø

“De standarder vi normalt bruger i forbindelse med planlægning og udførelse af vintertjenesten tager udgangspunkt i, at der falder frostsne. Weekendens snevejr var imidlertid tøsne, som oven i købet faldt på relativt kort tid og førte til, at mange træer knækkede. Der har derfor også i første omgang været et stort oprydningsarbejde med at få fjernet træer og grene, før snerydningen,” står der i en redegørelse fra kommunen. Men mange borgere står uforstående overfor den sparsomme snerydning på især kommunens cykelstier, også i Cyklistforbundets lokalafdeling er man svært utilfredse med rydningen. ”Vi må opfatte det som en ligegyldighed og måske ligefrem en kamp mod cykling i kommunen, som vi ikke finder os i. Vi forventer at cykelstierne ryddes helt i bund med det samme, og at der sker en anden indsats næste gang,” skriver Niels Wellendorf fra Cyklisforbundet. Og på vores Facebook side skriver en ansat i hjemmeplejen: ”Under al kritik. Jeg arbejder i hjemmeplejen og kunne ikke passe mit job uden at risikere liv og lemmer. Det er ikke i orden.”

Gentofte kan

Flere læsere undrer sig over, at snerydningen i nabokommunen Gentofte er langt bedre, og det kan der være noget om. I Lyngby-Taarbæk kommune er det nemlig sådan, at forvaltningen først skal indhente tilladelse, før man beslutter at læsse sneen på lastbiler og køre det væk, mens det i Gentofte er en del af sneberedskabet, Denne praksis har eksisteret længe i Lyngby-Taarbæk, og årsagen er, at det er en bekostelig affære at flytte sneen. Både i forhold til bortkørsel og deponering af den afgravede sne. Visse udsatte steder valgte den vagthavende chef dog at fjerne sneen ved fodgængerfelter og buslæskure. “Nogle af vores nabokommuner har her en anden praksis, idet de rutinemæssigt kører sne bort, når der er store mængder. Nogle kan derfor have oplevet en bedre snerydning her end i vores egen kommune. Det er årsagen til, at meget af sneen fra vejrydningen er blevet skubbet ind på cykelstierne og først efterfølgende er blevet fjernet,” står der i redegørelsen. Der vil naturligvis blive evalueret på indsatsen, siger kommunen. Den håndtering af snemasserne er kommunalbestyrelsesmedlem Søren P. Rasmussen fra Venstre ikke tilfreds med. Han undrer sig over, at han som politiker først blev orienteret om situationen mandag aften. "Hvis der havde været behov for en ekstra bevilling, så havde vi klaret det. Det nytter ikke, at kommunen lukker helt ned, fordi det er weekend,” siger han.