Fortsæt til indhold

En iskold fornøjelse på Ballehage Strand

Lokalavisens udsendte hoppede ud i bølgen blå med Vinterbadeklubben Ballehage i det sydlige Aarhus

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen Fotos: Jannik Schiermer Poulsen

Jeg vold-hader vinter. Jeg bliver trist, æder mere og har egentlig bare lyst til at leve som en bjørn og gå i hi. På trods af at vi går lysere tider i møde, er det nyanlagte sne-tæppe en stor tilbagegang for min skrøbelige sindsstemning. For ti år siden debuterede jeg som vinterbader men har ikke prøvet det siden. Jeg erindrer, at mit vinterbleg-buttede korpus fik sig en opvågning og fik mig til at føle mig næsten lige så frisk og optimistisk som creme-kongen Ole Henriksen.
Det er derfor, jeg nu står på Ballehage Strand med Marselisskoven som bagtæppe og med udsigt ind mod Midtbyen. Det er for at gøre comeback som viking og komme ud af vinterhiet. Og for at få genopfrisket og opklaret, hvorfor der egentlig er så forholdsvis mange mennesker, der frivilligt hopper i isbølgen blå.
Jeg har fået lov at gæste en af Danmarks ældste vinterbadeklubber(dannet i 1929, red.) - Vinterbadeklubben Ballehage - syd for Aarhus med klubkasserer Claus Bakmann som vært.

Eftermiddagsbader

Claus er eftermiddagsbader og kommer lige fra arbejde, da han møder Lokalavisens journalist og fotograf.
Luften er omkring frysepunktet, vandet er 1 grader 'varmt' og drengen 40 vintre på denne torsdag.
“Det er perfekt vinterbadevejr i dag med fladt vand, uden bølger og så er der sandbund. Du skal under 10-30 sekunder og tage en 3-4 svømmetag. Du skal nå at få chokket, men du skal ikke blive derude for længe, så du bliver for kold,” siger Bakmann.
Den 55-årige vinterbader fra Viby er i gang med sin anden sæson som vinterbader, og det foregår i Adam-kostume, da badeshorts gør det ekstra koldt for de ædlere dele, når man kommer op og møder luften, som er koldere end havvandet.
Jeg vælger dog alligevel at beholde mine badeshorts på for at skåne fotografen.
“Det giver en helt fantastisk velvære i kroppen bagefter. Min krop bliver lyserød, og jeg kan mærke blodet strømme overalt,” kommer det fra Bakmann.

Lidt kæk inden med sne foran klubhuset på Ballehage Strand.

Kattegat-kick

Nu er tiden inde til det kolde gys. Jeg noterer mig, at der ikke er nogen badebro og ser, at Claus er på vej ud i vandet for at få sit Kattegat-'kick'.
“Det kommer nok til at trække pinen ud,” tænker jeg og følger efter.
Det er en skærende fornemmelse, der rammer min krop, da jeg lunter ud i det iskolde havvand og får også hovedet under. Lidt som at blive dyppet i glasskår, forestiller jeg mig. Og det bliver ikke bedre, efter jeg går i land. Inden da forlænger jeg smerten, da jeg lige skal finde mine tabte badesandaler. Da de er fundet, går jeg i land med en meget prikkende fornemmelse over alt. Det føles som om hele min krop er ved at fryse til is, men heldigvis kun kortvarigt.
“Så bli'r det ikke meget bedre,” råber Claus Bakmann.

Glæden er stor hos næsten-debutanten og Claus Bakmann.

Sten-tæer

Og han har jo ret. Nu strømmer blodet gennem kroppen, og jeg mærker varmen overalt. På nær i tæerne. De er som sten. Nu venter et varmt brusebad i klubhuset og en varm brændeovn. Tror jeg. For fotografen vil også gerne optage en video af det kolde gys. Kortvarigt har jeg glemt den aftale, men der er ingen grund til at trække pinen ud. Denne gang løber jeg ud i vandet, kaster mig under, taber igen badesandalerne, finder dem og skynder mig ind igen. Nu er kroppen forvirret, men den totale kulde bliver hurtigt afløst af varme, og da Claus og jeg nærmer os klubhuset, er der ingen grund til at have badekåbe på.
“Jeg kan li' det her. Det gør mig frisk. Det er en totaloplevelse for sanserne med den her udsigt,” siger han og peger ud mod Mols i det fjerne."
“Jeg begyndte at bade om sommeren, så min krop langsomt har vænnet sig til det. Derfor synes jeg heller ikke, at det er specielt koldt i dag. Dét, du har gjort, er ikke noget, jeg vil anbefale,” siger Claus Bakmann, da vi efter et varmt brusebad sidder i klubhuset med brændeovnen tændt.
Det råd vil jeg følge, så Ballehage vi ses til sommer!

Efter dukkerten er velværen i top ved brændeovnen i klubhuset.