Fortsæt til indhold

Ny lokalplan for akvariet er udskudt til april

Byplanudvalgt har udskudt den nye lokalplan for området ved det gamle Danmarks Akvarium. “Vores projekt er skudt til hjørne”, siger ejerne af bygningen

Samfund
Af Jeppe Lund

Det kan vare lang tid, før der for alvor sker noget med det gamle Danmarks Akvarium. I marts fremlagde repræsentanter for ejerne et storstilet projekt med restaurationsmiljø, kultursal og banebrydende fitness-center i håbet om, at Gentofte Kommune ville godkende en ny lokalplan.

Den lokalplansproces er nu udskudt til i første omgang efter den 1. april 2016. Det besluttede Byplanyudvalget tidligere i november.

Ejendomsselskabet NPV A/S repræsenterede tidligere de anonyme ejere af akvariebygningen, men nu ejer NPV bygningen. De har ansøgt Gentofte Kommune om lov til at nedlægge de to boliger, der er i akvarie-bygningens vestfløj. I stedet vil de indrette kontorer i de tidligere boliger og det tidligere administrationsområde, der også er en del af vestfløjen. Det har de fået lov til.

Må ikke ændre anvendelse

De har derimod ikke fået lov til at indrette et crossfit-center i kælderen. Planchef i Gentofte Kommune, Michael Holst, forklarer hvorfor:
"Væsentlige forandringer ved akvariebygningen - har Byplanudvalget besluttet - fortjener en lokalplansproces. I kælderen har der været teknik til akvariet, så at indrette cross-fit vil være en ændret anvendelse, og det vil være at foregribe processen, hvis udvalget havde godkendt at ændre anvendelsen", siger han.

Byplanudvalget besluttede i samme ombæring at udskyde arbejdet med lokalplanen til efter den 1. april næste år.

"Hvis vi går i gang med en lokalplansproces nu, kan NPV kun i begrænset omfang lave noget om dernede. De har nu fået lov til at flytte ind med eget firma og at nedlægge to boliger", siger Michael Holst.

Hos NPV er administrerende direktør Jens Schaumann ærgerlig over Gentofte Kommunes beslutning. For nu kan det vare længe, før NPV kan gå i gang med deres projekt.

"Med den melding, der er kommet fra kommunen, så er vores projekt skudt til hjørne", siger Jens Schaumann.