Jan og Lone redder julen for 120 mennesker
For tredje år står Jan og Lone Frandsen i spidsen for jul i Færgelunden for enlige, ensomme og socialt udsatte
“Vi kan jo ikke stoppe nu,” siger Lone Frandsen, og refererer til det, som mest af alt ligner en tradition på Færgelundens Motel og Kursuscenter. For tredje år i træk står hun og gemalen Jan Frandsen nemlig i spidsen for julefesten den 23.12, hvor enlige, ensomme og socialt udsatte kan holde en juleaften blandt andre ligesindede med alt hvad dertil følger af julemad, juletræ, musik, underholdning og gaver.
“Vi oplever, at folk allerede ringer til os i september måned; “Vi vil lige høre, om I holder jul igen i år, for så vil vi godt skrive os på,” siger de,” fortæller Lone.
Og det gør de. Forpagterparret gør det med stor glæde endda. For julefesten er for Jan og Lone en rigtig hyggelig aften.
“Det er smadder hyggeligt. Det er en fantastisk oplevelse at kunne være med til, og noget vi lever højt på længe,” siger Lone, som sammen med Jan og de øvrige medarbejdere på Færgelunden arbejder gratis.
Og der mangler ikke hænder til at få arrangementet til at glide.
“Folk står i kø for at hjælpe på aftenen. Vi har en fast skare af dejlige, søde mennesker som stiller op. Ligesom os, synes de, at det er en lang hyggedag, man ser det ikke, som om man er på arbejde,” siger Lone.
Der er plads til 120 gæster juleaften som afholdes den 23.12 klokken 18.00. Frederikssund Kommune og Frederikssund Krisecenter reserverer hvert år et antal pladser, men derudover tæller julegæsterne alt fra ensomme, par, ældre, enlige og familier med børn.
“Alle er velkomne. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved, om man reelt set har behovet. For naturligvis har man det, hvis man ringer til os,” siger Jan og Lone samstemmende og fortæller, at der stadig er pladser, hvis man vil holde juleaften på Færgelunden.
Udover traditionel julemiddag som Jan, der er kok, og hans medhjælpere tilbereder, kommer sognepræst Signe Vodby, for at læse for børnene og synge med dem. Det store juletræ leverer de blå spejdere. Og gaverne, de kommer fra nær og fjern. Større virksomheder som Haldør Topsøe eller eksempelvis Puritas Ordenen giver penge, som der kan købes gaver for.
“Sidste år var der endda nok til, at vi også kunne købe en gave til hver af de voksne,” siger Lone og smiler.