Kæmpe julefest i Skødstrup
Mek Pek, tryllekunstneren Jesper Grønkjær, Ella Marie fra Voice Junior samt Lærke fra børne-MGP underholder i Skødstrup i den kommende weekend
'Juleby 2015'. Det er titlen på det arrangement, der bliver holdt i den kommende weekend på græsplænen ved Carletti i Skødstrup med masser af børneunderholdning.
På plakaten er der navne som musikeren Mek Pek, tryllekunstneren Jesper Grønkjær, Ella Marie fra Voice Junior samt Lærke fra børne-MGP.
“Vi holder dette arrangement for at få et bedre og bredere sammenhold mellem de nærliggende byer,” siger Steffen Petersen, der er en af hovedkræfterne bag arrangementet og nævner, at der har været god opbakning fra Skødstrups erhvervsdrivende til det kommende arrangement.
Julebyen på græsplænen bliver fyldt op med julehytter, hvor der kan købes æbleskiver, glögg, kakao og meget mere. Der vil også være børnekarusseler, tombola og toget Futte vil køre fra Kiwi i Løgten til Carletti hver halve time.
Steffen Petersen er formand for foreningen Festihuset.dk, der forsøger sig med dette første julearrangement af sin slags i byen, hvor han selv bor.
“Det er oplagt at forsøge at holde noget her. Vi vil gerne vise, at Skødstrup er en hyggelig by,” siger han.