Fortsæt til indhold

Inger Støjberg besøgte Vejle Herberg og brugerne

Ministeren overvejer politisk initiativ efter mødet med hjemløse

Samfund
Af Peter Friis Auzen

“Det var meget rørende. Og jeg har helt klart fået noget med mig hjem. Også politisk,” siger integrations- og boligminister Inger Støjberg (V), efter at hun i lørdags besøgte Vejle Herberg.
Besøget var arrangeret nærmest ved et tilfælde. Men det vil formentlig komme til at påvirke ministerens politik, fortæller hun til Lokalavisen.
Inger Støjberg var i Vejle for at føre valgkamp op til folkeafstemningen på torsdag. Her kom herbergets bestyrelsesformand, Knud R. Sørensen forbi og fortalte hende lidt om herberget og det kraftigt stigende antal hjemløse.
“Hun spurgte, om hun måtte komme på besøg en dag. Og kort efter spurgte hun, om det kunne blive med det samme,” siger Knud R. Sørensen.
Den lokale folketingspolitiker, Karen Klint (S) var også ude på valgkamp, og hun blev inviteret med på besøget.
LÆS OGSÅ: Når fryseren går kold: Vejle Herberg måtte smide vinterforrådet ud

Første gang på herberg

Inger Støjberg havde aldrig før besøgt et herberg. Og hun var berørt af stedet og dets mennesker.
“Som minister er det svært at opleve den virkelige hverdag, fordi folk altid forbereder et ministerbesøg. Men her var det uforberedt, og derfor oplevede jeg hverdagen. Det er jeg meget glad for,” siger Inger Støjberg.
I løbet af det halvanden time lange besøg talte hun længe med tre beboere om deres liv og hjemløshed.
“Deres beretninger og deres mod gjorde virkelig indtryk på mig. Det kræver meget af en person at tage skridtet og søge husly på et herberg,” siger Inger Støjberg.
Hun vil nu se på, om der skal laves om på de regler, der er skabt til at hjælpe udsatte tilbage i en permanent bolig.
“Små ændringer kan måske få stor betydning. Det vil jeg se på nu efter at have oplevet et sted som Vejle Herberg,” siger Inger Støjberg til Lokalavisen.
Hun er berørt af de frivilliges store engagement på herberget. Og af beboernes vilje til at komme på ret køl igen.
“De tre mænd viste en ukuelig vilje til at komme videre. En helt utrolig vilje,” siger udlændinge-, integrations- og boligministeren.