Fortsæt til indhold

Kommunens mulige bolig-grund er forurenet

En olieforurening er fundet ved “annekset” i Stenløse, hvor kommunen satser på et bolig-projekt

Samfund
Kenneth Tanzer

Der er konstateret en olieforurening ved den kommunale bygning “annekset” i Stenløse.
Det fremgik af onsdagens byrådsdagsorden.
“Under klargøringen af ejendommen og i forbindelse med undersøgelser af miljøforholdene er der fundet forurening. For at frigøre bygningen til et salg, så skal vi have fjernet forureningen hurtigst muligt, og det kræver betaling ved kasse 1,” sagde borgmester Willy Eliasen på byrådsmødet.

Forurening på kvm.

Forureningen vurderes til at være afgrænset til et areal på 15 kvadratmeter. Derudover er det vurderingen fra rådgiveren, at forureningen ikke rækker længere end fem meter i dybden. Alligevel ligger forureningen så tæt på bygningen, at det er nødvendigt at sikre bygningen før en oprensning kan foretages.
Byrådet kunne derfor godkende, at der afsættes 400.000 kr. til oprensning og reetablering samt 80.00 kr. til opgravningen af olietanken.
Som Lokalavisen Egedal tidligere har skrevet, så er det kommunens plan at sælge “anneks-bygningen” med henblik på at opføre 48-50 splinternye boliger på knap 110 kvadratmeter - fordelt på enten tre eller fire etager.