Fortsæt til indhold

Vikingefund i Lisbjergs muld

I sommerferien sluttede de seneste arkæologiske udgravninger i Lisbjerg

Samfund
Christina S. Johansen

Arkæologi Arabiske sølvmønter, en korsformet bronze-dragtnål, vævevægte, en smeltedigel til støbning af guld, sølv eller bronze, en kværnesten og masser af grubehuse fra vikingetiden. Dertil blandt andet skår af et lerkar fra år 3.500 før kristi fødsel samt pilespidser, borgerkrigsmønter og en masse andre ting.
Alt dette er dukket op i den seneste arkæologiske udgravning ved Elmehøjen i Lisbjerg, som sluttede midt i sommerferien. Årsagen, til at arkæologerne indtog området, var, at der er planlagt nye boliger ved Elmehøjen.
Det er arkæolog Jakob Westermann fra Moesgaard Museum, som har stået for udgravningen.
“Nu ved vi jo, at Lisbjerg er en gammel middelalder-landsby, og der er tidligere gjort fund i området, så det er et sted, vi selvfølgelig gerne vil undersøge nærmere, når muligheden byder sig,” fortæller han.
Han forklarer, hvordan man i nutiden kan se alt, hvad der tidligere har været gravet ned, som jord med en mørkere farve, og at de 22 grubehuse var mindre værkstedshytter. Eksempelvis har der været tekstil-produktion og smedning på stedet, hvilket fundene af væve-vægte og ten-vægte samt jernslagger viser.
“Her har været en form for landsby, hvor produktionen så lå i et bælte her, og så var husene måske længere oppe i Lisbjerg,” spekulerer Jakob Westermann.
De arabiske sølvmønter, bronze-dragtnålen, kværnestenen i granatglimmer-skiffer, som er fragtet hertil fra Norge, samt produktionen på stedet viser, hvordan man i vikingetiden virkelig åbnede sig mod verden og begyndte at handle for alvor, forklarer Jakob Westermann, som fik hjælp af frivillige med metaldetektorer til udgravningen ved Elmehøjen.
Tidligere på sommeren blev der blandt andet fundet resterne af 38 skeletter, da et byhus nær kirken blev revet ned i Lisbjerg - de er fra en tidlig middelalderlig kirkegård. Desuden er der, hvor Lisbjerg kirke står i dag, fundet en stormandsgård fra vikingetiden med en halbygning og senere hen en trækirke.

Arabiske sølvmønter som er blevet klippet i stykker, så vægten passede, til det man skulle betale for. Desuden en ren sølvbar.