Fortsæt til indhold

Nyt liv med Luises Vida La Luu

31-årige Luise Lyngby har netop slået dørene op til en ny lokal bolig- og indretningsbutik i Tranbjerg

Samfund
Camilla Olesen

Hvad har en bygningskonstruktør med en interiørbutik at gøre?
En hel del faktisk - i hvert fald i 31-årige Luise Lyngbys tilfælde.
Hun er nemlig oprindeligt uddannet bygningskonstruktør og har lige åbnet sin egen butik, Vida La Luu, på Battrupvej 2 i Tranbjerg med møbler, lækkerier og interiør.
Der har tidligere været svine-landbrug, men gennem det seneste år har hende og kæresten renoveret stedet, hvor de også har deres private bolig.
“Her er der mulighed for at skabe de rammer, som jeg gerne vil have. Jeg har altid haft en drøm om at åbne en butik, og jeg har nok en handelsskolelærer, der vil juble nu, da jeg altid fik at vide, at det var min rette hylde,” siger Luise Lyngby.
Der skulle dog gå noget tid, inden hun fandt ud af, at det var lige præcis indretning og boliger, hun skulle kaste sin arbejdstid på.
“Jeg har altid interesseret mig for indretning, og som bygningskonstruktør kan jeg se mulighederne i et rum, og jeg kan hjælpe folk med inspiration til, hvad de kan ændre i deres hjem,” siger Luise, der gerne giver gode råd til private, men ikke indretter deres boliger.

Et nyt liv

Da hun havde job på Sjælland som bygningskonstruktør, gik det op for hende, at det ikke var for hende, og hun havde brug for, at der skulle ske noget nyt. Deraf også navnet på butikken. Hun er nemlig altid blevet kaldt Luu, og Vida betyder liv - så det er noget i retning af 'Livet er Luu.”
Butikken har hun haft som webshop gennem de seneste tre år, men hun ville gerne have et sted at kunne fremvise sine varer til kunderne.
Foruden butikken indretter hun nemlig også boliger i erhvervsøjemed. For eksempel har hun indrettet en lejlighed i Ceres Panorama, og hun savnede at have et sted, hvor køberne kunne komme hen og se de møbler, der blev vist i udstillingerne og samtidig også et sted, hvor hun kunne give inspiration til kunderne.
“Jeg vil gerne give mine kunder en oplevelse af, at de er i centrum og skabe en hyggelig stemning. Jeg har åbent torsdag til lørdag og har også nogle events i planerne - for eksempel skal der være hygge og salg af juletræer her i butikken i hele december,” siger den nye butiksindehaver.

Masser af drømme

Luise har en ambition om at åbne en Vida La Luu på Sjælland, da hun har mange kunder derfra.
“Drømme må aldrig stoppe, og de har ingen begrænsninger. Jeg er en drømmende person, som søger nye ting og oplevelser,” siger Luise, der finder inspiration på messer og up coming-designere.
“Min kæreste og jeg rejser en del, og der køber jeg ofte noget med hjem, som jeg sælger. Det skal være helt unikt, og jeg sælger kun noget, som jeg selv kan lide,” siger Luise, der selv skifter ud i privatboligen med jævne mellemrum.