Fortsæt til indhold

Stjernekrig på Chokoladefabrikken

Chokolatier Maria og hendes lærling Mathias har skabt to af de kendte Star Wars figurer i chokolade. Figurerne skal udstilles i forbindelse med premieren på den nye Star Wars film

Samfund
Grethe Bo Madsen

45 kilo chokolade, Margrethe-skåle, påskeæg, passion og mange timers omhyggeligt arbejde.
Chokolatier hos Chokoladefabrikken i Skanderborg, Maria Wiby Paulsen og konditor elev Mathias Mortensen har en fælles lidenskab for chokolade og Star Wars.
Det startede med at Mathias lavede en buste af Darth Vader. Han brugte 10 kilo chokolade og Margrethe-skåle som forme og brugte omkring 20 timer på at skabe stjerne-skurken over dem alle fra de første Star Wars film.
Det satte gang i kreativiteten hos hans læremester Maria, der gik i gang med et endnu større projekt. Normalt får den slimede Jabba the Hutt ikke tænderne til at løbe i vand, men i Marias version er Jabba skabt at 35 kilo ren chokolade.
“Han er bygget op af påskeæg i mange forskellige størrelser. Uden på dem har jeg skiftevis lagt ekstra chokolade på og skrabet af, indtil han havde den rigtige facon, og til sidst er han blevet dekoreret med kakaosmør. Han er faktisk hul indeni,” afslører Maria, der brugte godt 40 timer på at skabe Star Wars figuren.
Ud over de to stjernekrig-skurke har Maria og Mathias også skabt flere Star-Fighter rumskibe i chokolade.

Med til premieren

De to Star Wars figurer kan holde i to år, men foreløbig skal de bare holde til premieren på den nye Star Wars film, The Forces Awakens, der har premiere 16. december i Kulturhuset i Skanderborg.
“Jeg har lavet en aftale med Maria om, at de to Star Wars figurer rykker her op og er med, når The Forces Awakens har premiere,” fortæller Linda Taanquist, koordinator i Kulturhuset.
Skulle nogen få lyst til at smage på de to stjernekrigere, så er der skam også mulighed for det, hvis man vel at mærke er villig til at hoste op med en temmelig stor portion penge.
“Jabba the Hutt koster 25.000 kroner, mens du kan få Darth Vader for 10.000 kroner,” fortæller Maria, der dog ikke regner med, at de to bliver solgt.
“Jeg tænker, vi smelter dem om og bygger noget andet på et eller andet tidspunkt. Det er jo det skønne ved chokolade. Du kan lave lige hvad du vil. Du kan altid bare smelte det om.”