Fortsæt til indhold

Julen SKAL være for dyr

Midt i hjerternes fest skal man også huske at tænke på dyrenes ve og vel

Samfund
Af Mogens Greve

”Mennesker skal have menneskemad, og dyr skal have dyremad.”
Så kort og enkelt siges det af dyrlæge Gerd Terp-Hansen i Hornslet Dyreklinik.
”Indskærp også for gæsterne, at det er sådan. Fed mad er ikke godt for dyr - og giv heller ikke hunden ben fra stegen.”
Hvis dyrene absolut skal have noget særligt, råder Gerd Terp-Hansen til at købe godbidder beregnet til hund og kat.
Og så opfordrer hun til at sætte skålen med hasselnødderne uden for dyrenes rækkevidde, da nødderne kan sætte sig fast i tyndtarmen. Det kræver operation at få sådan en ud igen.

Julepynt

”Når man pynter op, skal man tænke på, at planter som julestjerne og kristtorn er giftige for dyrene.”
Også mistelten er giftig, og selvom den tit hænger højt, skal man huske at fjerne nedfaldne bær.
”Lad være med at pynte juletræets nederste grene med glaspynt, da en hundehale let fejer det af. Heller ikke levende eller elektriske lys hører til på de nederste grene, da både hunde og kat kan blive forbrændt.”
Fjern også dryssende grannåle så ikke katten spiser af dem – eller dyrene stikker sig.

Ud i sneen

Når frosten sætter ind – og julesneen måske endda daler hvid, er de fleste katte ikke så interesserede i at komme ud.
Men hundene skal, og de fleste af dem nyder også sneen. Undgå dog så vidt muligt, at de spiser af den, da det ikke er godt for hundemaverne.
”Især små og kortpelsede hunde, har brug for et dækken for at holde varmen. Størrelsen skal passe, så hunden føler sig godt tilpas med det.”
Kan man ikke undgå at lufte hunden, hvor der er strøet salt, er det vigtigt bagefter at skylle poterne og tørre dem godt, da der ellers kan komme eksem mellem tæerne.