Flere skal have glæde af hjemmehjælps-klippekort
Modtagergruppen af ekstra hjemmehjælpsklip skal udvides
Et klippekort med en halv times ekstra hjemmehjælp om ugen lyder ellers som et attraktivt tilbud.
Men de første måneders erfaring fra Hillerød Kommune viser, at de borgere, som fra 1. juli er blevet tilbudt klippene med ekstra støtte, ikke bruger klippekortet i fuldt omfang, og nogle ønsker slet ikke at bruge det.
"Jeg tror, at tilbuddet ikke har været kendt nok. Samtidig har vi prøvet at finde frem til, hvem, vi synes, havde mest behov for klippene. Men det er ikke altid dem, der synes, at de har brug for dem. Så spørgsmålet er, om vi har kommunikeret det godt nok ud," siger seniorudvalgsformand Bente Claudi fra de Konservative.
Men pengene til den ekstra hjemmehjælp skal ikke gå til spilde, og derfor skal seniorudvalget på deres møde tirsdag se på, om flere borgere skal tilbydes de ekstra klip.
I øjeblikket går klippekortene til 120 hjemmehjælpsmodtagere, som er visiteret til flest timers personlig pleje. Nu foreslår forvaltningen, at også borgere, der modtager psykisk støtte og omsorg, og borgere, som ikke modtager personlig pleje, men som er visiteret til både rengøring, tøjvask og indkøb, tages med i puljen. Dermed udvides klippekortordningen til ca. 160 borgere i 2016.
Borgerne kan selv bestemme, hvad den halve times ekstra tid til hjemmehjælp bruges til. Det kan være for eksempel højtlæsning, gåture, spil, hjælp til madlavning, indkøb eller ledsagelse til kulturelle arrangementer med videre. Klippene kan også spares op i højst fire uger.
Bakker op
Ældrerådet i Hillerød bakker i et høringssvar op om, at målgruppen udvides, så flere kan få glæde af de ekstra hjemmehjælpstimer, da klippekortene giver "bedre livskvalitet", skriver rådet, som også understreger vigtigheden i, at informationen til brugerne præciseres.
Seniorudvalgsformand Bente Claudi glæder sig også over udvidelsen:
"Jeg synes, det er rigtig godt, og jeg går ud fra, udvalgetbakker om indstillingen på mødet på tirsdag," siger hun.
Klippekortordningen er finansieret af statslige puljemidler på 1,2 millioner i 2016. I år 2015 har kommunen kun brugt omkring 200.000 kroner af årets 630.739 kroner. Nu ansøger kommunen om at anvende de uforbrugte midler i 2016.