Mange djurslændinge skal tjekke deres pension
Antallet af jobskift på Djursland er på niveau med før finanskrisen, og derfor lyder opfordringen fra PensionsDanmark: 'Husk at samle pensionerne, når du skifter job'
?Ikke siden finanskrisen ??satte ind i september 2008 har antallet af jobskift på Djursland været så højt som nu.
Det viser en ny opgørelse fra PensionDanmark på baggrund af tal fra Jobindsats.
Den såkaldte jobomsætning - et mål for antallet af jobskift - var i årets første halvår på ca. 5.000 på Djursland. Det er det højeste niveau i den periode, der findes tal for (2009-2015).
Jobomsætningen er et mål for, hvor mange der starter i et nyt job i løbet af en måned og inkluderer både beskæftigede, der får et nyt job, og ledige, der kommer i arbejde.
Tjek din pension
Ifølge PensionDanmark har de mange djurslændinge i nyt job god grund til at tjekke pensionen.
”Med et nyt job kan der følge en pensionsordning i et andet selskab, end hvor man tidligere har indbetalt. I de tilfælde vil man så have pensioner flere steder, og her kan der være meget at vinde ved at samle dem. Man får et bedre overblik og sparer omkostninger. Det giver i sidste ende mere i pension.
Derfor skal man tjekke pensionen ved jobskift,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.
Penge at spare
En beregning fra PensionDanmark viser, at hvis man sparer 1.000 kr. om året i administrationsomkostninger over et helt arbejdsliv, kan det give 70.000 kroner ekstra på pensionsopsparingen.
I PensionDanmark var der i 1. halvår i år ca. 50.000 medlemmer på landsplan, som i forbindelse med jobskifte enten kom til eller forlod selskabet, og som derfor kan have pensionsordninger flere steder. Ikke siden 2008 har niveauet været så højt.
Antallet af overførsler er også stigende. I år er der foreløbig overført knap 27.000 opsparinger enten til PensionDanmark fra et andet selskab eller den modsatte vej. Dermed har antallet passeret sidste års rekordniveau på i alt ca. 26.500 overførsler.