Julearrangement i Thorsø
Borgmesterkandidat tænder træet
Af Poul Hastrup Andersen
Søndag 29. november holdes det årlige julearrangement på Torvet i Thorsø.
Julearrangementet starter klokken 14.30, hvor boderne åbner. Her kan man købe juledekorationer, adventskranse, juletræer og andre juleting.
Der er tombola med præmier, og man kan forfriske sig med et glas gløgg, småkager, risalamande eller et par varme æbleskiver.
Juletræ tændes
Klokken 16.00 tænder byrådsmedlem Flemming Nørgaard juletræet. Herefter kommer julemanden på besøg med godteposer til børnene.
Når poserne er delt ud, bliver der tændt 200 fakler, og så går turen mod kirken. Her holder sognepræsten Lise Thorbøll Melchiorsen en kort gudstjeneste, hvor der også synges julesalmer.