Det vil jeg ikke lægge navn til
Udvalgsformand Tue Tortzen vil have pressemeddelelse om snerydningen trukket tilbage
Formand for miljø- og teknikudvalget, Tue Tortzen (Fælleslisten), kan ikke genkende ordlyden af den pressemeddelselse, som Hillerød Kommune mandag sendte ud oven på det kraftige snevejr i weekenden. I pressemeddelelsen skriver kommunen, at rydningen udført af den eksterne leverandør HedeDanmark er “gået godt”.
“Det er jeg dybt uenig i. Jeg vil ikke lægge navn til den pressemeddelelse, “ siger Tue Tortzen.
Pressemeddelelsen har ikke et navn på, hvem der udtaler sig, men henviser til by- og miljøchef Rie Lind for yderligere oplysninger. Den nævner, at en række parkeringspladser ikke blev “ryddet tilstrækkeligt”, og at det skyldes “intern koordinering” med hensyn til, hvilke opgaver HedeDanmark stod for, og hvilke kommunen selv skulle stå for.
- Kan du uddybe afsnittet om “intern koordinering” i pressemeddelelsen?
“Det handler om, hvem der skulle sætte det i værk. Det var ikke sket til mandag morgen,” siger Rie Lind.
- Hvordan kan man glemme det?
“Det er en intern koordineringsting. Der er ikke nogen, der har glemt det. Men det blev sat i gang mandag morgen, som det så også skulle,” siger Rie Lind. Onsdag arbejdede kommunen på en præcisering af pressemeddelelsen. Den blev sendt ud efter Hillerød Postens deadline onsdag.