Fuldt hus til teater på efterskolen
En lille uges forberedelser krones med tre forestillinger af årets teaterstykke
De knap 180 elever på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole havde nogle travle dage i sidste uge. Med start fredag ugen før plus mandag, tirsdag og onsdag til at forberede sig, skulle de være klar til premiere på årets store teaterforestilling onsdag aften. Efterskolen sydede i alle kroge af aktivitet. Onsdag aften var tribunerne stillet op, og en fejende flot forestilling gik fra land med 500-550 tilskuere på plads. Samme antal kom næste aften, torsdag, og lidt færre torsdag formiddag. Efter forestillingen torsdag aften ryddede eleverne op, og så stod den ellers på forlænget hjemrejseweekend.
Øver mange timer
Gustav, Anders, Rasmus, Benjamin og Magnus er med i PR-gruppen. Her tirsdag formiddag har de netop interviewet et hold og de redigerer nu videoklippet, så det kan vises i den daglige nyhedsudsendelse i fællessalen om morgenen. De står også for plakatophængning, Facebook-siden, snapchat, instagram, sender invitationer ud, får trykt programmer og laver en CD-ROM med forestillingen til alle skolens elever.
“Det er intenst særlig for skuespillerne og musikerne, der øver mange timer om dagen”, fortæller Gustav.
Anders supplerer.
“Det styrker fællesskabet på skolen at lave et projekt man kan være stolte af sammen.”