Fortsæt til indhold

Årets tømrermester er også skrap til IT

Koed Tømrer- og Byggeforretning får prisen som den mest IT-modne håndværksvirksomhed inden for administration

Samfund
Af Martin Schultz

Det er ikke engang et år siden, at Koed Tømrer- og Byggeforretning blev kåret til Årets Håndværker 2015 i kategorien ”Årets Tømrer med op til 9 ansatte” af Anmeld Håndværker.dk
Nu drysser der mere hæder ud over den kun 28-årige tømrermester Kasper Salling Bang og hans virksomhed, for Koed Tømrer- og Byggeforretning modtager 11. februar prisen som mest IT-modne håndværksvirksomhed inden for administration til Dansk Byggeris IT-messe på Teknologisk Institut i Aarhus.
Virksomhederne er indstillet af de forskellige IT-udbydere, og der uddeles priser inden for områderne tilbudsgivning, planlægning, udførelse, aflevering og administration.
”Virksomheden har med sine IT-værktøjer fuld overblik og styr på virksomhedens sager, samt virksomhedens overordnede økonomi, og har med sine IT-værktøjer fået effektiviseret arbejdsprocesserne,” siger koordinator Maria Holt fra Basit – Byggeriets IT-specialist.

Computer og smartphone

Kasper Salling Bang overtog for fem år siden som næsten nyudlært tømrer sin morfars virksomhed Koed Tømrer- og Byggeforretning på Tornhøjvej i Koed.
Han startede ene mand med en bil, men kom i løbet af et par år op på 5-6 medarbejdere. I dag er der 12 medarbejdere ansat i virksomheden.
”Da jeg havde omkring fem medarbejdere ansat begyndte papirbunkerne at vokse på skrivebordet. Jeg gik over til at planlægge, styre og administrere virksomheden på computer,” fortæller Kasper Salling Bang, som i dag kører hele sin administration på computer.
”Alle opgaver bliver lagt ind på computeren og bliver opdateret med alle oplysninger, leverandører, materialer og timeforbrug. Svendene kan hele tiden holde sig orienteret via en app på deres mobiltelefon, og de taster selv materiale- og timeforbrug ind på deres telefoner. På den måde har jeg hele tiden det fulde overblik over opgaverne, kan hurtigt lave overslag og fakturaer til kunderne, og finde tilbage til tidligere opgaver,” siger Kasper Salling Bang, som sparer meget tid ved at have alle oplysninger knyttet til den specifikke opgave på computeren.

Ole Thestrup gør reklame

En bogholder hjælper virksomheden fem timer om ugen, og det mener Kasper Salling Bang er meget lidt i forhold til virksomhedens størrelse, fordi alle oplysninger er samlet på computeren i forbindelse med hver enkelt opgave.
En af hans svende hjælper i dag Kasper Salling Bang på halv tid med at drive virksomheden. Han har en ansøgning om at udvide virksomhedens bygninger under behandling i Syddjurs Kommune.
”Det er ikke aktuel de første par år, men jeg prøver også at tænke ud i fremtiden,” siger Kasper Salling Bang, som har fået fin kunderespons på udnævnelsen til Årets Håndværker.
Et andet markedsføringstrick giver også pote. Kasper Salling Bang har nemlig fået bysbarnet, skuespiller Ole Thestrup, som er født og opvokset i Koed, til at indtale et radioreklamespot, hvor den landskendte skuespiller i sin karakteristiske bramfrie og slagfærdige tone gør opmærksom på Koed Tømrer- og Byggeforretnings talenter.