Hornslet IF strammede skruen i smal sejr over VRI
Maria Møller scorede 5 mål på syv minutter i Hornslet IF’s sejr på 28-27 over VRI i 3. Division
Hornslet IF's divisionsdamer i håndbold er tilbage på ret kurs og efter en sejr på 28-27 over et andet godt hold i midterfeltet i 3. Divison, VRI, ligger Hornslet damerne nu godt placeret i puljen og kan fra en 5. kikke opad i tabellen.
Selvom sejrscifrene på 28-27 tyder på en nervepirrende afslutning på kampen, så var der ifølge Hornslet træner Max Christensen aldrig tvivl om udfaldet på kampen.
”Vi førte med tre mål med halvandet minut igen og fik så en udvisning, som gav VRI mulighed for at hale ind på os. Men målet til 28-27 faldt få sekunder før slutfløjtet, så vi var i fuld kontrol til det sidste,” siger Max Christensen, som er tæt på at kunne stille med sin idealopstilling.
”Vi har nu vores målmand Maria Pape, fløjspilleren Julie Svendsen og venstre back Simone Handberg tilbage efter langvarige skader. Vi har kun Mia Nielsen ude efter at hun pådrog sig en knæskade for nogle kampe siden,” fortæller Max Christensen.
Hornslet havde hele tiden greb om kampen
Hornslet IF fik en flyvende start på kampen og var foran med 7-2 efter ti minutter.
”Vi stod godt forsvaret og havde fået styr på vores kontrafase. Samtidig startede Maria Pape godt i målet,” fortæller Max Christensen.
Men VRI kom tilbage og var foran med 13-12 ved pausen, fordi hjemmeholdet ifølge Max Christensen ikke spillede som aftalt og afsluttede for hurtigt.
Også efter pausen hold VRI fast i føringen og var på et tidspunkt foran med tre mål.
”Men vi havde hele tiden den fornemmelse, at vi havde greb om kampen, hvis vi bare stod ordentligt og fulgte vores aftaler,” siger Max Christensen, som var tilfreds med sit holds indsats.
Tilfreds var Max Christensen også med kampens topscorer Maria Møller, som tog rigtig fat i 2. halvleg og på syv minutter scorede 5 mål nærmest i træk.
Bredde og kvalitet i truppen
Fra midten af 2. halvleg var hjemmeholdet i fuld kontrol med kampen og førte således frem til afslutningen, hvor VRI fik lov til at pynte på resultatet uden reelt at være i nærheden af point.
Efter to sejre er der fint humør i truppen i Hornslet IF.
”Vi glæder os til at fortsætte med at lægge på vores spil. Nu er truppen, hvor den skal være, både i kvalitet og i bredde. Vi er ved at have styr på det spil, vi gerne vil spille, og bygger videre på vores koncept,” siger Max Christensen.
Alle på holdet spillede rigtig godt i perioder, og med stamspillere tilbage fra skader, kan træneren nu også udnytte hele truppens bredde og skifte ud i løbet af kampen og stadig holde niveau. Begge målmænd Maria Pape og Amalie Aagaard var fit for fight og afløste hinanden undervejs i kampen.
Fredag kl.18.00 skal Hornslet IF til Aarhus for at møde JAI i Annexhallen og får her lejlighed til prøve kræfter mod et af rækkens tophold.