Fortsæt til indhold

Beføler anholdt på banegården

Samfund
Lotte Gyldenvang

En 44-årig mand fra Horsens blev torsdag eftermiddag anholdt på Horsens Banegård. Det oplyser Horsens Lokalpoliti.
En borger bemærkede manden og havde læst i avisen, at politiet efterlyste en mand mellem 40 og 50 år, mørk i huden eller kraftig solbrændt, 180-185 centimeter høj med brunt hår og skægstubbe.
Han havde tirsdag den 3. november klokken 14.30 befølt en 16-årig pige på hovedet, i håret og på maven. Ved episoden var han iført en lys jakke, der var for stor og som havde malerpletter for neden. Han var desuden iført sko med ekstra tykke såler, en gul øreprop i det ene øre og gik med en lang tynd pind.
"Borgeren ringer til os og fortæller, at der er en mand som passer til signalementet på Horsens Banegård. Vi sender en patrulje derned, som møder en mand, der passer fuldstændig til beskrivelsen," siger Kent Midtgaard Hansen fra Horsens Lokalpoliti.
Den 44-årige mand bliver anholdt, kørt til stationen for at blive afhørt og løsladt igen. Han er sigtet for blufærdighedskrænkelse, men nægter sig skyldig.