Fortsæt til indhold

Liberal Alliance begynder oprustningen til næste kommunalvalg

Liberal Alliances mastermind i Syddjurs, Per Zeidler, har en liste på seks potentielle kandidater, som han satser på at øge til ti inden kommunalvalget i 2017

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Med mindre end to år til næste kommunalvalg begynder partier og lister så småt at gøde jordbunden for potentielle kandidater.
"Vi begynder at tune ind på kommunalvalget efter nytår," siger Liberal Alliances gruppeformand i Syddjurs Byråd, Per Zeidler.
Sammen med byrådskollega Flemming Hansen forlod han Venstre ved årsskiftet 2012/2013 for at blive løsgænger, fordi duoen var kørt surt i gruppearbejdet i Venstres daværende byrådsgruppe.
Det var en gave som et nyt Liberal Alliance ikke kunne nære sig for at pakke ud. Efter et par måneder var Zeidler og Hansen medlem af Liberal Alliance og sat i spidsen for partiet ved kommunalvalget i november 2013.
Det skete efter, at også Socialdemokratiet havde været på banen for at hapse de to, men uden held. Zeidlers afart af liberalisme og et socialt hjerte kunne ikke forenes med socialdemokratisme i Syddjurs-udgaven.
Kommunalvalget artede sig så tilpas glimrende, at de to røg ind i byrådet, hvor Zeidler endog overtog formandsposten i Udvalget for Familie og Institutioner.

Har seks potentielle kandidater

Per Zeidler er selv afklaret med hensyn til fremtiden. Han genopstiller, hvorimod Flemming Hansen tæller på knapperne.
"Flemming var selv meget i tvivl i 2013 og ved ikke endnu, om han har mod på en periode mere," siger Per Zeidler.
"Jeg har en liste med seks mulige kandidater, hvor også Flemming Hansens navn optræder," fortæller Zeidler, der håber på en liste med mindst otte og helst ti kandidater, inden deadline for aflevering af navne til stemmesedlen nærmer sig.
"Det gik lettere end forudset i 2013, fordi Liberal Alliance trods alt var et nyt parti i Syddjurs. Jeg er indstillet på, at det bliver hårdere i 2017, fordi vælgerne nu har et stærkere grundlag at bedømme os på, så vi skal være klar over, at vi kommer til en hård eksamen."