Finansloven er en sejr for alle husejere i kommunen
Thomas Cordtz, bestyrelses -medlem Konservative Skanderborg, Lyngvej 14 i Ry I Konservative Skanderborg glæder vi os på alle boligejeres vegne over den netop indgåede finanslov. Det Konservative Folkeparti har med finanslovsaftalen sikret en markant sejr for alle boligejere: Grundskylden fastfryses! Det har hele tiden været et helt afgørende krav fra konservativ side, både lokalt og på landsplan, at vi fik skabt tryghed om boligejernes økonomi. Grundskylden er steget voldsomt og har skabt utryghed for mange boligejere. I Skanderborg kommune betaler man i et gennemsnitligt hus alene i år 10.178 kr. i grundskyld. Nogle betaler endnu mere og grundskylden ville de kommende år fortsætte sin himmelflugt. Derfor kæmpede vi for at fastfryse grundskylden. Det er nu lykkedes. Fastfrysningen bliver i kroner og øre. Dermed letter vi nu skatten for boligejerne med mere end 750 millioner kroner i 2016 og samlet set knap 2,5 milliard kroner i de kommende fire år. Forhandlingerne har været en meget lang og sej omgang for vores folketingsgruppe anført af Søren Pape Poulsen. Det Konservative Folkeparti har stået ganske alene med ønsket om at hjælpe de danske boligejere, så ingen beskattes fra hus og hjem. Mange mente, at det var en umulig mission. Men vi har holdt fast, og vi får nu skabt en reel og mærkbar forskel for de mange grundskyldramte danskere. Med aftalen bliver der skabt tryghed hos de danske boligejere og i særdeleshed hos børnefamilier, enlige forsørgere og pensionister.