Fortsæt til indhold

Super flot efterår på hesteryggene

Anne Dorthe Møller Espensen kan se tilbage på flotte placeringer og to medaljer

Samfund
Mogens Greve

NORDDJURS Military rytteren Anne Dorthe Møller Espensen fra Bode Krog har både været til Nordisk Mesterskab og Verdensmesterskab med sine heste. Nordisk Mesterskab foregik i Haslev sammen med den 17-årige hest, Mr. Chaplin. Han lagde ud med at føre dressuren, terrænløbet gik rigtig godt, mens en lille kommunikationsfejl mellem hest og rytter på tredjedagens ridebanespringning resulterede i en væltet bom. Men altså … - sølv ved NM i den individuelle konkurrence og guld i holdkonkurrencen må siges at være rigtig godt gået/redet.

Verdensmesterskabet

Efter NM kom så Verdensmesterskabet i Mondial du Lion i Frankrig med deltagelse af ryttere fra 21 lande. De 21 timer i lastbil og en uge i en fremmed stald tog 6 års hesten Niheart super flot. Efter førstedagens dressur lå han på en 13 plads, efter andendagens terræn på 12. pladsen, mens det blev til en enkelt nedrivning i ridebanespringningen. Men at have den 15. bedste 6 års military hest i hele verden, det er Anne Dorthe Møller Espensen ganske stolt over.