Heart & Soul flytter ind på Torvet
De to Heart & Soul butikker i Horsens bliver slået sammen til én butik og flytter ind i nye lokaler på Torvet i Horsens
Det kniber med pladsen, og kunderne har det med at glemme Heart & Soul butikken, der 'gemmer' sig blandt caféer og spisesteder i Thonbogade i Horsens. Butikken og dens mindre søsterbutik på Hestedamsgade bliver derfor slået sammen og flytter ind i større og mere synlige lokaler på adressen Torvet 4, hvor der tidligere har været grillbar og pizzeria.
“Vi er trætte af at skulle forlade vores lille hyggelige hus, men vi har for lidt plads, og mange har problemer med at komme opad trappen til 1. sal. Vi hører også tit folk sige, at de glemmer os her,” fortæller Lene Kristensen, der er daglig leder af Heart & Soul.
Hjælper udsatte børn
Butikken er ikke en helt almindelig butik. Den er drevet af en forening med samme navn, Heart & Soul, der har til formål at hjælpe udsatte børn i Horsens og omegn. De omkring 20 ansatte er derfor alle frivillige og ulønnede, så al overskud fra salget af tøj, tilbehør, brugskunst og specialiteter går til at hjælpe børn i sårbare familier.
“Vi gør en forskel for almindelige børn, der er uheldige at være født i familier med misbrug, fattigdom og psykisk sygdom,” forklarer Lene Kristensen.
Hun åbnede i 2010 butikken i Thonbogade i 2010, der sidste år blev suppleret med butikken i Hestedamsgade.
Heart & Soul hjælper blandt andet med at købe barnevogne og tøj til børn, og foreningen finansierer udflugter, børnefødselsdage og julehjælp til de svageste familier, der ikke får søgt om hjælp hos andre velgørende foreninger.
“Der er rigtig meget bud efter os. Folk er blevet mere opmærksom på os og henvender sig for at få hjælp. Det sker ofte igennem sundhedsplejersker og mentorer. Vi møder normalt ikke familierne, for det skal ikke være sådan, at de skal stå og takke os,” siger Lene Kristensen.
“Vi havde sidste år en familie med tre børn, der stod den 23. december og manglede alt til juleaften. Så der var vi ude at købe mad, tøj og gaver til børnene. Og for nylig fik vi en henvendelse om babyer, der ingengang havde en dyne, så det var vi også ude at købe.”
Skal sættes i stand
Heart & Soul håber på at kunne byde velkommen i den nye butik på Torvet i Horsens den første weekend i august. Butikken er i ét plan og har plads til alle varerne fra de nuværende butikker og lidt til.
“Det giver flere muligheder for at holde pigeaftener, modeshow, smagsaftener og lignende arrangementer,” siger den daglige leder.
Den nye butik skal dog først 'lige' sættes i stand, og det skal de ansatte selv gøre. Der skal væltes vægge, laves VVS-arbejde, sættes loft op, males og meget mere, inden 'foreningen med hjerte og sjæl' kan rykke ind og fortsætte sit velgørende arbejde.