Godt jeg ikke fik solgt butikken
Fiskehandler Leo Andersen har ikke planer om at gå på pension, selvom han i snart 50 år har haft fiskebutik i Horsens
For en del år siden overvejede Leo Andersen og hans kone Bente at gå på pension efter et langt arbejdsliv. De havde siden 1974 drevet fiskehandel i Hestedamsgade i Horsens og snakkede om at trække sig tilbage for at nyde den tredje alder med båd, motorcykel og rejser.
Men det blev ved snakken om at stoppe med at arbejde, og det er Leo den dag i dag taknemlig for. Der skete nemlig det, at Bente for seks år siden fik konstateret livmoderkræft. Hun døde halvandet år senere, efter de havde været gift i 46 år.
”46 år er mange år, og hvis ikke jeg havde haft butikken, da hun døde, var jeg gået i hundene, tror jeg. Det var godt, jeg ikke fik solgt. Der sker noget hele tiden og kommer en masse søde mennesker i butikken,” fortæller Leo.
Ovnen tændes klokken 06
Leo bor i lejligheden over fiskebutikken i Hestedamsgade. Hver morgen står han tidligt op for at gå ned i butikken og tænde for røgovnen, så kunderne fra klokken 10.30 kan få varmrøget laks, makrel og foreller med mere.
”Røgovnen er den bedste investering, vi nogensinde har gjort,” siger Leo, der udover fisk også sælger vildt kød såsom fasaner, gråænder, rådyr og harer.
I de seneste par år er han begyndt at gå op i lejligheden ved middagstid for at tage en lur og slappe af i et par timer, inden han vender tilbage til butikken.
”Jeg kan godt mærke, der ikke er så meget strøm på, som der har været,” siger Leo, der er blevet 68 år.
En fisker på 14 år
Der er ikke noget at sige til, at Leo kan mærke, han er kommet op i årene, for der har været stærk strøm på ham i over 50 år.
Allerede som 14-årig i 1961 fik han sin egen lille trækutter med motor og begyndte at sejle ud fra Horsens Havn for at fange sild med bundgarn.
”Der fangede vi sat'me nogle sild,” fortæller Leo og viser et foto af sin kutter fyldt med sild til randen.
Lastbil var ikke noget for Leo
Fiskeriet var egentlig bare tidsfordriv, indtil Leo kunne få kørekort og begynde at køre lastbil i sin fars vognmandsforretning. Det gjorde han i et halvt års tid, men det var ikke lige ham at køre lastbil, så i 1966 købte han en lille fiskeforretning ved åen i Horsens.
Bente arbejdede som tilskærerske hos M.A. Petersens Konfektionsfabrik på den anden side af gaden og kom over og hjalp til i butikken, når hun fik fri.
De havde en overgang også en Uno-X tankstation i Samsøgade samt flere store garageanlæg med plads til 137 biler, de lejede ud til.
”Der var nok at se til,” husker Leo.
50 års jubilæum
I 1974 overtog Leo og Bente fiskeforretningen Myrfeld i Hestedamsgade, som skiftede navn til Myrfelds Eftf. Efter en større renovering i 1980 skiftede butikken navn til det nuværende, Leo's Fisk & Vildt.
Leo og Bente drev i mange år selv butikken med hjælp fra et par drenge, der kom efter skoletid. Da Bente blev syg, fik Leo hjælp af Brian Petersen, som er udlært slagter og i dag er Leos højre hånd.
”Han er meget dygtig og vil nok gerne overtage forretningen,” siger Leo og tilføjer med et grin, at kunderne ofte spørger efter Brian, når Leo tager telefonen.
Den 68-årige fiskehandler har dog ikke planer om at stoppe lige foreløbig, selvom han om mindre end et år kan fejre 50 års jubilæum som fiskehandler. Da han begyndte i 1966, var der et hav af fiskehandlere i Horsens. I dag er Leo's Fisk & Vildt den eneste fiskebutik i Horsens.