Frederik Lyngs store aften i Åstruphallen
Den lidt ranglede skytte udnyttede, at han fik masser af spilletid, da ÅHGs håndboldherrer torsdag aften lagde nye alen til holdets formåen i denne sæson ved at besejre AGF med 28-22
Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHGs) håndboldherrer i 3. division rykkede op i top-4, da holdet torsdag aften besejrede AGF med 28-22 (15-13) i Åstruphallen.
Holdet måtte ellers undvære spilstyrer Morten Pedersen, der gjorde comeback søndag, men veteranen var for mørbanket i kroppen og ikke fysisk restitueret til at kunne spille allerede torsdag aften.
Heller ikke stregspilleren Jacob Pedersen var blevet klar til kampen, så cheftræner Mads Bang Jensen og assistent Carsten Vikkelsø Jensen havde valgt at give comeback til Jens 'Farmer' Overgaard, der på grund af militærtjeneste kun har spillet på andetholdet i dette efterår. Torsdag aften kom han på banen efter pausen og bidrog med tre mål.
Den altid hårdt fightende 'Farmer' er dog tabt for ÅHG i resten af sæsonen, fordi han snart tager på jordomrejse.
Mikkel Due var også tilbage i truppen efter en kamps fravær.
Lige første periode
Første halvleg var en jævnbyrdig affære, hvor hjemmeholdet dog ikke kendte sin besøgelsestid.
"Mads Bang Jensen var ret hård ved spillerne i pausen, fordi de havde forsømt at udnytte en række oplagte muligheder til at give os en sikker føring, og det var berettiget," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"I stedet for kun at føre med to, burde vi have ført med 5-6 mål ved pausen, hvis vi havde formået at slå til, når mulighederne bød sig, og det er fortsat et tema, som vi må arbejde med."
Carsten Vikkelsø Jensen var heller ikke helt tilfreds med holdets forsvarsmæssige formåen i de første 30 minutter.
"Vi fik ikke tacklet afgørende i flere situationer, ligesom vi heller ikke fik brudt AGFs rytme med nogle flere spilstop."
Til gengæld var der bund i angrebsspillet, hvor der var masser af spilletid til de to tidligere Nørre Djurs HK-spillere, Frederik Lyng og André 'Topper' Nielsen.
Sidstnævnte delte tjansen som stregspiller med Rasmus Lund i fraværet af Jacob Pedersen, og det bekom ham tydeligvis vel.
"André spillede en fin kamp, scorede tre flotte mål og løste de opgaver i forsvaret, som han blev tildelt," roser assistenttræneren.
André 'Topper' Nielsen skiftede lidt overraskende fra Nørre Djurs HK til ÅHG, da der var spillet to turneringsrunder. Han var således med i Nørre Djurs HK-truppen i de to første kampe, men uden at blive benyttet.
Lyngs aften
Frederik Lyng har hidtil mest været benyttet som indskiftningsspiller hos ÅHG, men torsdag aften blev der masser af spilletid til talentet, og det udnyttede den lidt ranglede unge mand på fornem vis.
Hele syv mål scorede Frederik Lyng, og han blev dermed topscorer for ÅHG.
"Frederiks force er, at han kan bryde på ydersiden af backs i høj fart, og det gav han flere prøver på. Flot, at han gik ind og viste, at vi kan regne med ham, når der er brug for det," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Frederik Lyng spillede venstre back, når kenyanske Bryan Mathew blev rykket ind på playmaker-positionen, fordi Mikkel Due skulle have en pause. Så med Lyng, Mathew og Joachim Pedersen på højre back havde ÅHG et trekløver med 'riv i' fra distancen.
"Denne konstellation gav Frederik Lyng mulighed for at boltre sig, og jeg skal love for, at han fik bygget på selvtilliden," siger assistenttræneren.
Forsvaret stemplede op
Efter pausen stemplede hjemmeholdets flade 6:0 forsvar mere og mere op, som halvlegen skred frem, og igen viste målmandstalentet Kristoffer Petersen, at han er noget ud over det almindelige med 60 gode minutter.
"Vi satte tingene på plads mod slutningen, hvor AGF havde meget svært ved at udfordre vores forsvar. Jeg tror, de lavede to mål i de sidste 14-15 minutter," fortæller Carsten Vikkelsø Jensen.
Med 28-22 sejren kravlede ÅHG op på fjerdepladsen i rækken, og da nummer to, JAI, ligeledes torsdag, tabte udekampen til Odder, er ÅHG sammen med lokalrivalerne fra Nørre Djurs HK kun to point fra andenpladsen.
ÅHG afslutter efteråret med en udekamp mod Viby. Den spilles lørdag 12. december i Viby Idrætspark.
"Kan vi være klar mod Viby, er en sejr inden for rækkevidde, og det vil give os en perfekt indgang til forårets kampe," siger Carsten Vikkelsø Jensen.