Robot indtager det nye Rønde Apotek
Fra mandag bliver receptpligtig medicin ekspederet direkte af en robot i apoteket på Ceresvej
?Apoteksudsalget i Rønde får et skub fremad, når det mandag 7. december bliver opgraderet til apoteksfilial.
”Det betyder, at personalet på apoteket på Ceresvej har de digitale recepter liggende på serveren, og at man nu kan få ekspederet og udleveret den receptpligtige medicin med det samme,” fortæller apoteker Lisbet Høgh.
Det er den nye apotekerlov, som trådte i kraft 1. juli, som gør det muligt for apoteker Lisbet Høgh at omdanne apoteksudsalget i Rønde til et apotek.
Dermed bliver Rønde - ligesom Kolind allerede er det - en filial under Ebeltoft Apotek med adgang til direkte receptekspedition.
Robot husker knivskarpt
Frem til overgangen til apoteksfilial er der blevet bygget om i apoteksudsalget i Rønde, fordi der er blevet opstillet en såkaldt fremtagningsrobot i lokalerne på Ceresvej.
Den nye robot er et stort skuffedarium og indeholder skuffer med 10.000 apotekervarer. Robotten har registreret hver vare og husker knivskarpt, så den på få sekunder kan finde den ønskede æske medicin. En arm trækker skuffen ud, og en anden arm løfter æsken op med et sug og leverer den ud i bakken i ekspeditionen.
”Robotten er lynhurtig, og ekspedienten behøver ikke at forlade kunden for at finde medicinen frem,” siger apoteker Lisbet Høgh om fordelen ved at bruge den nyeste teknologi i den daglige receptekspedition.
”Det giver os bedre tid til at rådgive kunderne,” siger farmaceut Anita Gorm, Rønde Apotek.
200 års jubilæum
Robotten i Rønde er en ”lillebror” til den robot, som apoteker Lisbet Høgh fik opstillet i Kolind i 2010.
Robotten i Kolind har en større kapacitet, fordi det er her, at al den medicin pakkes, som hurtigt og effektivt skal leveres ud til Mols Apoteksudsalg i Knebel og til udleveringsstederne i Nimtofte, Ryomgård, Balle, Tirstrup, Feldballe, Femmøller og Helgenæs.
”Tidligere fik også Rønde sin medicin fra Kolind, men nu klarer Røndes egen robot receptekspeditionerne,” fortæller Lisbet Høgh, som slår dørene op til det nye apotek mandag 7. december og fejrer det med spændende åbningstilbud den første uge.
Samtidig markerer Lisbet Høgh 14. december 200 års jubilæet for Ebeltoft Apotek med udgivelsen af et jubilæumsskrift, forfattet af apotekets farmaceut gennem 33 år, Jes Hansen.
Jubilæumsskriftet er på 44 sider og fortæller historien om 200 års apoteksudvikling og de 12 lokale apotekeres bedrifter i Ebeltoft.
Desuden åbner apoteket mandag 7. december en udstilling med akvareller af tekstildesigner og billedkunstner Nina Ferlov i bygningen i Knebel Bygade 21, som Mols Apoteksudsalg i Knebel deler med Sparekassen Djursland.