Fortsæt til indhold

Højsæson for spiseligt gummiøre

Læs mere om svampen med det bibelske navn og hvor du kan finde den

Samfund
Af Lone Morratz, Aarhus Universitet og Lars Brøndum, biolog og projektleder v. Naturhistorisk Museum, Aarhus

Biblen fortæller, at efter Judas forrådte Jesus, fortrød han og hængte sig. Der hvor hans øre ramte træet, voksede en svamp ud, som vi i dag kender som judasøre.
Det er lige nu højsæson for det spiselige gummiøre, som dog er muligt at finde året rundt.
Svampene er både sunde og nemme at bruge i madlavningen. De kommer specielt, hvis vinteren forbliver fugtig og mild.
Judasøre hører til blandt de særlige bævresvampe, der alle har en underlig vingummiagtig konsistens. Skifter vejret og bliver tørt, så kan svampene tørre ind til små hårde 'ærter', men så snart de får regn eller bliver lagt i vand, svulmer de op igen.
I udvokset størrelse kan judasøre med lidt god vilje minde om et øre i form, størrelse og dens bruskagtige konsistens.

Døde hyldetræer

Judasøre finder man oftest på gamle eller døde hyldetræer, men den kan også findes på andre løvtræer, som birk, elm, ask og bøg. Hyldetræer vokser mange steder i Aarhus, blandt andet i skovbryn og parker, som Riis Skov og Vennelystparken.
Judasøre er meget let at konservere, idet svampen blot renses og lægges til tørre. Svampen findes over hele verden og bliver især brugt i det kinesiske køkken, hvor den anvendes både frisk og tørret.
Judasøre kan blandt andet bruges i supper og salater, wok- og risretter.
Selvom svampens kulinariske værdi måske kan diskuteres, så er det en svamp, som er rig på både jern, kalium og magnesium. Judasøre indeholder også fosfor, silicium og vitamin B1.
I kinesisk medicin er svampen desuden blevet brugt til forbedring af blodgennemstrømningen og behandling af kredsløbssygdomme, ligesom den skulle virke hæmmende på betændelse og have en gunstig virkning på kolesteroltallet.

En eksploderende svamp

Vil du have lidt spænding i køkkenet, så smid judasøre på panden – og søg så dækning! Faktisk er stegning det eneste, du aldrig skal gøre med judasøre. Svampen indeholder nemlig så meget vand, at når den bliver stegt, svulmer den op og nærmest eksploderer og hopper rundt i køkkenet.



Smag på Aarhus
Artiklen er en del af en artikelserie om den spiselige natur i og omkring Aarhus, som Lokalavisen Aarhus Weekend bringer i samarbejde med Smag på Aarhus, Aarhus Kommune. Smag på Aarhus er forankret i Center for Byens Anvendelse, Aarhus Kommune og støttet af Nordea-fonden. Naturhistorisk Museum Aarhus er en central samarbejdspartner i projektet. Læs mere på www.smagpaaaarhus.dk