Gellerupbadet og Lyseng Svømmebad bliver bedre
Sommerferie er lig med renoveringstid for to af kommunens svømmehaller
I Gellerupbadet bliver omklædningsfaciliteterne for både damer og herrer frisket op, inklusiv bruserum. I Lyseng Svømmebad bliver vandbehandlingsanlægget renoveret og ventilationsanlægget udskiftet.
Aarhus Kommune benytter sommeren til at forbedre de to svømmehaller, som derfor vil være lukket en del af sommermånederne.
“Der er stor efterspørgsel på vores svømmehaller i Aarhus. De bliver brugt af mange foreninger og borgere. Vi vil nu gerne give dem en endnu bedre oplevelse, og derfor vil vi nu bruge sommeren på at lave forbedringer i Lyseng og Gellerup. Jeg håber, at det kan give endnu flere lyst til en frisk og sund dukkert efter sommerferien,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), i en pressemeddelelse.
Lyseng Svømmebad er lukket fra 15. juni til og med 30. august og Gellerupbadet er lukket fra 22. juni til og med 16. august.
Mens de to bade holder lukket, opfordrer kommunen badegæsterne til at benytte kommunens andre svømmebade med offentlig åbningstid: Badeanstalten Spanien og Aarhus Svømmestadion.
Læs mere om svømmebadene på www.vigirbyenpuls.dk.