Nu kommer Dirch Passer som musical
Musicalen får premiere i Tivoli næste år
musical En af landets mest folkekære revykunstnere og komikere nogensinde får nu sin egen stort anlagte teaterforestilling. Dirch Passer ville være fyldt 90 år i 2016, og det fejres med en musikalsk komedie om manden, legenden og den komiske tornado. Musicalen anvendre forlægget til succesfilmen ”Dirch” fra 2011, som solgte næsten 500.000 biografbilletter herhjemme. Det er Thomas Langkjær, der har fået ideen og udviklet forestillingen. ”Det er naturligvis med en stor portion ærefrygt og nysgerrighed, at vi kaster os over at sætte Dirch Passers liv på scenen. Han er et fyrtårn blandt kulturikoner, og hans komik, menneskelighed og store tragedie vil være en evig kilde til beundring og fascination. Der er ingen tvivl om, at hans liv er helt oplagt materiale til en scenisk bearbejdelse,” siger han..
En guldgrube
'Dirch' bliver en musikalsk komedie med levende orkester, Lommer-piger på scenen og en guldgrube af sange, monologer og sketches, som nogle af tidens bedste revyforfattere skrev specielt til Dirch Passer. Publikum kan bl.a. glæde sig til at genopleve ti af de største revy-klassikere som ”Tømmerflåden”, ”Hoppegyngen” og ”Jeg må ikke lege med de store drenge”, mens der også bliver plads til evergreens som ”Lille Frk. Himmelblå, ”Se Venedig og dø” og ”Hvem har du kysset i din gadedør”. Men som i filmen vil forestillingen 'Dirch' også bære dramaet i sig og tegne et nuanceret portræt af et menneske, som på den ene side var et komisk geni og den fuldendte klovn, men på den anden side kæmpede med magtfulde dæmoner i skikkelse af bl.a. sceneskræk og et stort alkoholmisbrug. Forestillingen har premiere den 18. august næste år i Tivoli.