Rytmehans rocker i teltet
Så er der igen to navne klar til Rock i Teltet i Hammel 4. juni. De sidste to kommer om lidt.
Gnags kommer igen til Hammel. Bandet har tidligere spillet i Hammel, men i 80-erne havde de et specielt forhold til byen. Det var nemlig her, deres turneer startede. Det var her anmelderne var på plads.
Grunden til, at Hammel fik denne specielle plads hos Gnags, var, at bandet brugte Hammel Hallen til at øve i.
Det var dengang den lokale Radio Hammel var på pletten, når der var koncertpremiere. Også når TV2 lavede samme nummer med at øve i Hammel.
Tilbage til Gnags
De har faktisk 50 års jubilæum, Skjern-drengene, når de spiller i Hammel i 2016. Starten gik nemlig i Skjern i 1966. Da hed de ”Those Gnags” for at skille sig ud fra alle de grupper, der kaldte sig noget med ”The”.
Siden da er det blevet til mange ørehængere. Tænk bare på ”Slentre ned ad Vestergade” og ”Går med hunden gennem byen” og ikke at forglemme ”Rytmehans”, som har lagt navn til en af scenerne på Skanderborg. Det er også Gnags, der har lavet ”Danmark”, der handler om danskernes manglende åbenhed over for folk udefra.
I Hammel går de allerede på scenen om eftermiddagen. At det bliver så tidligt, hænger sammen med, at de skal videre til festival i Skive senere på dagen.
Og Gnags er i storform, efter at Per Chr. Frost er kommet tilbage som kapelmester. Virkelig et band der sidste år væltede de danske festivaler og ikke mindst Skanderborg, hvor man af sikkerhedsmæssige årsager måtte lukke af for flere gæster i scene-området.
”Feel” om eftermiddagen
Han kommer ikke selv, Robbie Williams, men han sender et godt kopi-band, der naturligt nok hedder Robbie Williams Jam. Bandet, der er det første af sin slags i Danmark, lægger vægt på et musikalsk show, der rammer nerven i Robbies optræden. Robbie Williams Jam er deres egne, men hylder deres ophav, så ingen er i tvivl om, hvem vi har med at gøre. Efter Robbie´s genindtræden i Take That, har RWJ, som en bonus, valgt at tilføje en mindre Take That afdeling til deres show. Mon ikke ”Feel” vil lyde ud over scenen i Hammel.