Rådmænd vil udbrede 24-timersregel
Thomas Medom (SF) og Jette Skive (DF) vil garantere borgerne svar på klager inden for 24 timer
Hvis det stod til rådmændene fra Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti, så skulle der aldrig gå mere end 24 timer fra kommunen modtager en klage, og til borgeren får et svar.
Deres magistrater, som er henholdsvis 'Sundhed og Omsorg' og 'Sociale Forhold og Beskæftigelse' har allerede indført en 24-timersregel i klagesager, som rådmændene nu håber, vil blive udbredt til de resterende fire magistrater.
”De alvorlige klager skal vi kunne håndtere så hurtigt som muligt. Ofte er borgerne frustrerede, sure, forvirrede eller måske ligefrem bange. Så stærke følelser skal vi kunne reagere på inden for 24 timer,” siger Thomas Medom (SF) og Jette Skive (DF) i en fælles pressemeddelelse.
Ordningen, som Thomas Medom kickstartede for 3 år siden, da han var rådmand i Sundhed og Omsorg, har han taget med til Sociale Forhold og Beskæftigelse, hvor han i dag er rådmand.
Inspirationen til at indføre en 24 timers regel kommer fra Holland, hvor resultater har vist, at 50 % af klagesagerne droppes, sagsbehandlingstiden reduceres med 20 % og både borgertilfredsheden og jobtilfredsheden stiger med 20 %.
”Det er altså mange fluer, man får smækket med et hurtigt og præcist smæk. Gladere borgere, mere tilfredse medarbejdere og sparet tid og penge,” siger Thomas Medom i pressemeddelelsen.
Jette Skive supplerer: ”Det er kun gammeldags tænkning, der kan stå i vejen for at få det udbredt så hurtigt som muligt. Faktisk burde det udbredes til alle landets kommuner”.
De to rådmænd er enige om, at hurtige svar på en henvendelse også er et reelt ønske fra borgerne. Derfor ønsker de to rådmænd sig, at byrådet snarest tager stilling til, at 24-timersreglen kommer til at gælde i hele kommunen.