Iværksættere kan få gode gratis råd
Iværksættercafé torsdag 3. december med erfarne rådgivere
Jura og regnskab, skat og støtteordninger. Der er nok at sætte sig ind i, når man er selvstændig erhvervsdrivende. Norddjurs Kommune Erhverv tilbyder at hjælpe her og nu og inviterer til iværksættercafé torsdag 3. december på Kystvejens Hotel og Konferencecenter i Grenaa. Her kan nystartere få gode råd fra erfarne rådgivere.
Malermester Morten Enghoff, Allingåbro, vil til hver en tid anbefale andre at gøre brug af tilbuddet. Han har deltaget to gange og har blandt andet fået sparring om markedsføring.
“Der er så mange muligheder, og jeg havde svært ved at vurdere, hvor man får mest for pengene.”
Bedre forudsætninger
Der er iværksættercafé en gang i kvartalet. Som regel kommer der 10-20 deltagere, og de møder otte forskellige rådgivere, blandt andet en advokat, en revisor, en skatterådgiver og en erhvervskonsulent.
En af de rådgivere, som ofte er med, er advokat Jørgen Steffensen. Han fortæller, at mange efterlyser viden om at beskytte en idé med patent eller varemærke eller om hvordan man strikker en samarbejdsaftale sammen. Desuden fortæller Jørgen Steffensen altid lidt om de forskellige firmakonstruktioner, og hvilke fordele og ulemper der er med de forskellige.
“Langt de fleste kommer ikke videre, men de 10-20 procent, der faktisk starter op, har meget bedre forudsætninger for at komme godt fra start.”
Kommunen får føling med erhvervslivet
Der er også altid en erhvervskonsulent med fra kommunen, der ud over rådgivning kan give et overblik over de forskellige støtteordninger. Ved caféen 3. december er det Lene Helbo Bachmann.
Iværksættercaféerne giver samtidig kommunens erhvervsafdeling en god føling med forretningslivet, om der er nye virksomheder på vej og om der er behov for at følge nogle generelle problemstillinger op i en specifik branche.