Årets Honning laves af bierne fra Fjellerup
Bierne i Fjellerup har fået diplom på, at de har lavet årets bedste honning
Kun 0,2 point skilte de to finalister, da Norddjurs Biavlerforening afholdt honningbedømmelse forleden. Det blev Honning Team Fjellerup, der løb af med sejren med en karakter på 89,4 point ud af 90 mulige. Per Sørensen og Jette Dønvigs, Grenaa, honning kom på andenpladsen med 89,2 point.
Honningbedømmelsen fandt sted på Stenvad Mosebrugcenter. Dommerne Jakob Schausen og Karen Bredahl skulle blandt andet smage på honningen, dufte til den og vurdere, om honningen havde en god konsistens. De var også yderst opmærksomme på, om honningen indeholdt fremmedlegemer.
Honning Team Fjellerup består af Inge Juul Knudsen, Thorbjørn Knudsen og Freddy Juul Nielsen. Deres bistader står alle i Fjellerup-området.
Vandt for anden gang
Det er i øvrigt anden gang, de tre biavlere vinder konkurrencen. Første gang var i 2011.
De kommende to år sidder Thorbjørn Knudsen i dommerpanelet, og Honning Team Fjellerup kan derfor ikke indsende honning til bedømmelse i denne periode.