Valgdeltagelse kun en smule større end til sidste folkeafstemning
7.865 vælgere havde kl. 13 afgivet deres stemme på de otte valgsteder i Syddjurs kommune
Havde man troet, at vælgerne ville være mere optaget af at stemme til den aktuelle folkeafstemning end til afstemningen om patentdomstolen for halvandet år siden, så holder det knap nok stik.
I hvert fald hvis man ser på det antal vælgere, som kl. 13.00 havde afgivet deres stemme på de otte valgsteder i Syddjurs kommune.
Her havde i alt 7865 vælgere afgivet deres stemme, og det giver en valgprocent på 24,99 imod 24,02 til folkeafstemningen om patentdomstolen i maj 2014.
Dengang blev valgdeltagelsen i alt 54,44 procent.
Valgstederne er åbne til kl. 20.
Både frem og tilbage
Mens der har været en fremgang fra 26,95 til 29,96 procent i valgdeltagelsen kl. 13.00 i Ebeltoft Idrætscenter, fra 26,64 til 28,84 i Molshallen og fra 20,55 til 23,06 i Birkehuset i Tirstrup, så har der været en lille tilbagegang i Kolind Hallen, i Hornslet Hallen og i Mørke Idrætscenter.
Vejen frem er samarbejde
I Kolind Hallen er et kendt, meget politisk engageret ægtepar fra Ryomgård som altid på plads i demokratiets tjeneste som valgtilforordnede til en valghandling.
Benny Thomsen på 89 år og Molly Thomsen på 82 år mødte ind i Kolind Hallen allerede kl. 08.00 torsdag morgen, og de forventer begge at være med helt til stemmerne er talt op.
Benny Thomsen er valgstyrer i Kolind Hallen og skal således underskrive valgbogen som den sidste handling i valgforløbet inden resultatet offentliggøres.
”Jeg forventer, at det bliver mellem kl. 22 og 23,” siger Benny Thomsen.
Som trofaste socialdemokrater har Benny og Molly Thomsen ikke noget imod at fortælle, at deres stemme blev et klart ja.
”Det er den eneste naturlige udvikling, hvis vi skal bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Og der er også brug for en fælles indsats på andre områder, så den eneste vej frem er at samarbejde,” siger den socialdemokratiske nestor i Midtdjurs, Benny Thomsen.