Snød sig til penge med 'Euro-tricket'
Tirsdag eftermiddag blev Super Brugsen og grillen Foderbættet, der begger ligger på Ydingvej i Østbrik, snydt af tre tricktyve.
Det drejer sig om de samme tre personer, der tidligere har været på spil på Belvedere Grill i Løsning og i Jem og Fix i Hedensted, oplyser Horsens Lokalpoliti.
Klokken 15.30 gik det ud over Super Brugsen, hvor to mænd og en kvinde ville købe varer i butikken.
De betalte med en 1.000-kroneseddel og forlangte at få penge tilbage i Euro.
I den 'bytten rundt' med penge, der derefter foregik, lykkedes de tre personer at snyde sig til 200 kroner.
Klokken 15.40 forsøgte de tre personer sig igen hos Foderbrættet, hvor de købte to colaer og benyttede sig af samme metode som før.
Denne gang lykkedes det tyvene at snyde sig til 560 kroner i den forvirring, der opstod ved at bytte rundt med penge.
Derudover fik den kvindelige ekspedient stjålet sin mobiltelefon.
"Vi har set flere af de tricktyverier. Det er de samme personer og samme fremgangsmåde hver gang. Vi kan kun advare på det kraftigste mod at begynde på den 'bytten købmand'," siger Peter Thaysen, Horsens Lokalpoliti.
Kvinden og de to mænd passer til de signalementer, der er blevet givet af gerningspersonerne til tricktyverierne på Belvedere Grill og Jem & Fix.
De tre personer beskrives af Horsens Lokalpoliti som rumænske af udseende. Mændene har sort hår. Kvinden har langt mørkt hår og bar en hue. De er alle mellem 30 - 35 år.