Smukke gaver og godt håndværk på julemarked
Julemarked på Friland med bæredygtige gaver og kunsthåndværk
For tredje gang afholdes et julemarked på Friland lørdag 5. december. Julemarkedet summer af hygge og kvalitetsprodukter, der er lavet af lokale kunstnere og folk med flair for godt håndværk.
"Julemarkedet er for folk, der vil have smukke gaver og godt håndværk med hjem til jul," fortæller Thea Hestbjerg, der er en af arrangørerne bag årets marked. Hun og en gruppe af andre frilændere besluttede for tre år siden at lave et julemarked med fokus på håndlavede, bæredygtige produkter.
Julemarkedet byder på alt fra hjemmesyltede goder til naturgløgg, honning, bivokslys, og havtornprodukter, til kunsthåndværk og brugsting som træskåle og skærebrædder, børnestole, notesbøger, smykker, knapper, tasker, filt, strik og skind.
Rundvisning på Friland
Julemarkedet foregår i fælleshuset Ravnen, hvor der foruden spændende boder med håndværk også vil være mulighed for at støtte Feldballe Pomet i form af sponsorater, og foreningen Vijuna Wetu, der driver julemarkedets café med hjemmelavet gløgg og varme drikke, kager, boller og dejlig vintersuppe. Overskuddet går til ungdomsprojektet ved Viktoriasøen i Vestkenya, hvor foreningen samarbejder med en selvhjælpsgruppe på ti unge.
De unge kan få støtte til kunstneriske aktiviteter, dyrkning af afgrøder, uddannelse og small business. Foreningens arbejde fokuserer på at få opbygget et sundt livsgrundlag for de unge, der kommer fra meget fattige familier.
I Frilandshaven vil der være arbejdende værksteder og aktiviteter med god plads for børn og barnlige sjæle. Klokken 14.00 er der rundvisning på Friland, hvor man har mulighed for at høre om Frilandslivet og byggeprojekterne.