Fortsæt til indhold

Tidligere Hornslet dreng udgiver roman

Asger Nørlund Christensen er aktuel med ’Fjende ombord!’

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

“Selv om der absolut ingen forbindelse var til havet i mit barndomshjem, gik jeg hen og blev sømand på de store sejlskibe og siden søfartshistoriker,” fortæller Asger Nørlund Christensen, 51, født og opvokset i Hornslet som søn af læge Jørgen Nørlund Christensen.
Denne praktiserede i 40 år i hjemmet på Tendrupvej nr. 1, den smukke hvide patriciervilla, som under 2. verdenskrig også spillede en rolle for den lokale modstandsbevægelse, der havde et skjulested i et loftsværelse.

Ph.d. studerende

Den tidligere Hornslet dreng, hvis mor Hanne Nørlund Christensen fortsat bor i Hornslet, er lige nu aktuel med romanen 'Fjende ombord!', der er rundet af Asger Nørlund Christensens unge år på de syv have og senere arbejde som søfartshistoriker.

“Som historiker har jeg specialiseret mig i det maritime og er nu ansat som Ph.d. studerende på Syddansk Universitet i Odense, hvor jeg arbejder med den maritime forbindelse imellem Nederlandene og Danmark i 1600-1700 tallet,” fortæller Asger Nørlund Christensen.

De mange år med bevaringsværdige træskibe har givet ham en stor viden om det praktiske arbejde ombord, og den akademiske karriere har givet solid historisk baggrund for at fortælle en god historie, sat i de rigtige rammer.

Spændingsroman

Romanens handling udspilles under den 1. slesvigske krig (1848 – 1851), hvor sekundløjtnant Peter August Halmøe er ombord på det danske linjeskib Christian VIII, da en fanatisk modstander sprænger det gode skib i luften.
Halmøe bliver inddraget i jagten på den fjendtlige sabotør, fanges af de slesvig-holstenske oprørere og tvinges til at deltage i et forsøg på sabotage mod Europas første u-båd.

Ifølge bogens bagsidetekst ender det i en jagt tværs over Østersøen med kamp, skib mod skib og mand mod mand.

En pageturner

I lektørudtalelsen fra Dansk Bog Central kan man læse følgende rosende ord: ” Bogen er elementært spændende og langt hen ad vejen en decideret pageturner,” og i en anmeldelse i Træskibsejernes blad: “Fjende Ombord” går for fulde sejl gennem en meget spændende brydningstid i dansk historie. Det er en fornøjelse at læse om Peter, der med friskfyragtig mandighed og håret tilbage oplever det ene drama efter det andet. Bogen skal hermed anbefales, og vi må håbe, at Asger Nørlund Christensen fortsætter med at skrive romaner som denne.”