Simpelthen bare skønnest ved Skanderborg
Det er ganske vist. Skanderborg har fået en ny forening, der sætter byforskønnelse og det levende byrum på dagsordenen
Et attraktivt byrum sprudlende af liv og med masser af aktivitet. Sådan lyder fremtidsdrømmen hos den nye byforskønnelses-forening Skønnest ved Skanderborg.
Foreningen, der har sit afsæt blandt de handlende og kulturlivet i Skanderborg, ønsker at være borgernes talerør overfor politikerne i sager, der vedrører udviklingen af bymidten.
“Vi vil gerne sætte noget i spil, som hverken er drevet af politikere eller embedsmænd, men af de borgere, der bor og bruger byen,” siger foreningens formand, museumsdirektør Lene Høst Madsen.
“Formålet er gennem små og store tiltag, der er gode for vores by, at gøre en forskel for Skanderborg. Vores fokus er især på, hvad der skal til for at gøre Skanderborgs bymidte mere attraktiv,” forklarer hun.
Udnyt mulighederne
“Det handler først og fremmest om at udnytte de muligheder vi har. Og det er ikke kun de store byudviklingsprojekter, vi interesserer os for. Det kan også være små ting, som kan være med til at give bymidten et løft.”
Den nye forening har på nuværende tidspunkt fået 60 medlemmer og en aktiv bestyrelse, der har nedsat to udvalg, der arbejder med byrummet omkring Adelgade, Kulturtorvet og Byparken.
Foreningen har lanceret Facebook-gruppen Borger i Skanderborg, hvor der allerede er godt gang i debatten om byens udvikling.
“Vores forening kan på mange måder ses som en generator for de gode ideer, men det er borgerne i Skanderborg, der skal arbejde for at få ført ideerne ud i livet,” mener Lene Høst Madsen
Visioner for midtbyen
Skanderborg Byråd har det seneste halve år haft et midlertidigt udvalg, der har beskæftiget sig med midtbyens udvikling. Udvalgets visioner bliver præsenteret på et møde torsdag i denne uge.
“Udvalgets visioner er en stor ide-bank for udviklingen af Skanderborg, og vi kan som forening være det redskab, der sætter visionerne i spil,” siger museumsdirektøren, der selv har siddet med i en af følgegrupperne til det midlertidige udvalg.
Ifølge Lene Høst Madsen er Skønnest ved Skanderborg det naturlige sted at gå hen, hvis man har gode ideer til nogle tiltag eller events, der skaber samlingspunkter, fællesskab og liv i bymidten og gerne selv vil være med til på frivillig basis at sætte det i gang.
“Vi vil gerne have så mangfoldigt et forum som muligt. I de mindre byer og landsbyer omkring os er det lettere at skabe et sammenhold om projekter. Det er straks sværere med en by af Skanderborgs størrelse. Vi håber, foreningen kan bidrage til at skabe et lignende sammenhold og at vi som by kan få noget godt ud af det.”
Skønnest ved Skanderborg
Foreningen er for alle, der bor i Skanderborg by og gerne vil have indflydelse på midtbyens udvikling
Et årligt medlemskab koster 100 kroner for privatpersoner og 500 kroner for foreninger og virksomheder
Læs mere på www.skoennestvedskanderborg.dk