Blodet flød i ny flot Hornslet IF sejr
Maja Hentze Andersen måtte på skadestuen med et flækket øjenbryn ti minutter før tid i smal Hornslet sejr over JAI
Hornslet IF's divisionsdamer fortsatte med at præstere på et højt niveau, da holdet fredag aften i en med spænding imødeset kamp mødte rækkens nr. 2, JAI Aarhus, på udebane i Annexhallen i det nordlige Aarhus.
I en jævnbyrdig kamp trak Hornslet IF det længste strå med en sejr på 26-27.
Kampen fik et dramatisk islæt, da en af holdets profiler, højre back Maja Hentze Andersen, ti minutter før tid i en forsvarsaktion blev ramt af en albue i ansigtet, og måtte køres på skadestuen med et flækket øjenbryn.
Men uheldet slog ikke gæsterne fra Hornslet ud af rytmen, og da målmand Maria Pape med ti sekunder igen præsterede em klasseredning på et forsøg fra en fri JAI højrefløj, var sejren og de to point i hus.
”Blodet flød under Majas uheld, men heldigvis blev hun på fornem vis erstattet af unge Emilie Gammelvind Sørensen, som greb chancen og scorede et mål og lavede en frispilning i slutfasen,” siger en tilfreds Hornslet IF-træner Max Christensen
Alle spillere præsterede på et højt niveau
Inden kampen var man i Hornslet-lejren spændt på, om man kunne matche et af rækkens tophold.
”Men holdet spillede momentvist det bedste vi endnu har set i denne sæson. Alle spillere præsterede på et højt niveau, og med den bredde vi nu har på holdet, kan vi blande os med de bedste og kan tillade os at kikke op imod top 4,” siger Max Christensen, som på nær den skadede Mia Nielsen nu har alle sine spillere til rådighed.
Hornslet IF var foran med to mål efter et kvarter i 1. halvleg, men de to hold fulgtes ad gennem kampen.
”Vi førte det meste af 2. halvleg, og vi havde den fornemmelse, at vi havde den største bredde,” siger Max Christensen, som dog roser Maria Pape for den kampafgørende redning allersidst i kampen, som sikrede Hornslet IF begge point.
Hornslet møder topholdet i den første kamp i 2016
Hele holdet får ros af træner Max Christensen, som dog fremhæver enkelte spillere for deres præstation.
”Ann Ørum Christensen havde fået til opgave at lukke JAI's stærke stregspiller ned og klarede opgaven på fornem vis. Maria Møller og Linda Assing tog et stort ansvar i begge ender af banen, da kampen skulle afgøres, og Maria Pape spillede en flot kamp i målet. 1. års senior Emilie Gammelvind Sørensen gjorde et fint indhop, da Maja Hentze Andersen måtte udgå på grund af sin øjenskade,” siger Max Christensen.
”Hele holdet spillede godt,” siger Max Christensen, hvis hold i starten af sæsonen var plaget af skader og havde det svært i de første kampe. Men i takt med at spillerne er vendt tilbage og holdet er blevet spillet sammen, har divisionsdamerne nået det niveau, som man i Hornslet havde ventet af holdet.
Nu er der kamppause hen over julen, men truppen fortsætter med at træne.
Næste opgave bliver kampen mod rækkens tophold Hasle KFUM. De to hold møder hinanden lørdag 9. januar kl. 12.20 i Haslehallen. Her har Hornslet IF revanche til gode for et 30-19 nederlag i sæsonpremieren.